Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TO DIGTE 277
Jeg tækkede med det glatte
mørke Skifertag.
Jeg lagde Plæner og Gange,
det grønne Græs og Grus,
og jeg lod Vindene fange
de løvede Buskes Sus.
Og Roser op jeg slynged,
ad Muren i min Drøm;
den vilde Vin jeg klynged
igen til de rustne Søm.
Jeg vidste det Sted at finde,
hvor en Veranda stod;
jeg skjulte den næsten inde
i Rankers Overflod.
Hvor Solen hedest brændte
og længst den varme Dag,
den bærende Vin jeg spændte
i Fylde fra Jord til Tag.
Ved Siden Aprikosers
Grene heftet blev —
og gennem Haven Rosers
Skærsommeraande drev.
De gamle Træers Skygge
skælved let for Vind,
og i det heles Hygge
jeg sank som hjemme ind.
De unge Sommeres Fylde
af Duft og Sværmeri —
jeg vilde derud og hylde
den Lyst, jeg vaagned i.
Jeg kom ad de skinnende Veje,
blev skræmt af Stød og Slag;
Sten der faldt af Leje —
mit Hus var uden Tag.
Ned var Gavlen revet,
i Stuerne saa’ man frit;
Loft var Himmelen blevet,
Gulvet sølet hvidt.
Murene gik i Støvet,
Væggene tog mod Stød;
Hærværk blev der øvet,
Sang og Fløjten lød.
I Haven laa Sten i Dynge,
Plæner og Gange var ét,
borte var Buskenes Klynge,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
