Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34«
HANS HÆNDER
lette Dragter — i alle mulige Farver og Nuancer. Der er Kvinder med sort Haar
og sorte Øjne og stærkt Begær — de som stirrer graadigt paa unge stærke Mænd.
Og Kvinder af de lyse — de, der er mere stille og rolige — og slaar Øjnene
halvt ned og skotter paa skraa med halve Lysten og halv Dyd. Aal
Jeg gik længe og saa paa dem alle, og mangen ønskede jeg var min. Jeg kom
til Ulvedalene. Og gik hele Tiden alene — og saa’ og saa’. Der var det, jeg traf
Asta. Ja, Doktor, hun hed Asta. Det lyder lidt uægte — ikke? — men det
var rigtig nok, hun var døbt Asta — Syngepigenavn — Asta. Hun var ikke ret
høj. Mørkt Haar og blaa Øjne havde hun, og hun var temmelig fyldig. Og jeg
saa’ paa hende — Vinden tog i hendes Kjole og pressede den mod hendes Ben
— hun gik lige mod mig — og jeg saa’ ganske tydeligt hele Benet for mig, hvidt
og rundt og fast. Og saa smilede jeg til hendes kønne Ben. Hun saa mig smile
— og smilede igen til mig, og uden at nogen af os vidste det, saa stoppede vi
op i vores Gang, og vi stod stille — ligeoverfor hinanden.
Goddag Frøken, sagde jeg.
Goddag.
Jeg har ingen Lyst til at gaa alene — jeg har været hos mine Kammerater for
at faa dem med mig. Men det nyttede ikke. Den ene var ikke rask — og den
anden var bedt ud, og den tredie havde lovet at blive hjemme. Vil De som jeg
— saa følges vi to. Og vi skal spise sammen.
Hun saa’ ned ad sin lysegraa Kjole — med violette Sløjfer og Baand og violet
Bælte. Og saa smilede hun og sagde, at hun hed Asta. Jeg fortalte hende, hvad
jeg hed — og jeg syntes godt om hende. Og vi fulgtes ad vi to. Side om Side,
Doktor, og snart tog jeg hendes Arm, og vi snakkede sammen om alt mellem
Himmel og Jord.
Vi var snart sultne — og vi gik til en Kusk, og han kørte os til Skodsborg
— til Hotellet. Og jeg betalte ham, og Asta og jeg gik ind i Hotelhaven, og vi
valgte os et Bord i et Lysthus og bestilte vores Middag. Ved Bordet blev vi to
enige om at drikke Dus, Doktor, og jeg havde endnu ikke spurgt, hvem
hun var. Men ved Desserten tog jeg hende med min Arm om Livet og bøjede
hende hen til mig og kyssede hende paa Munden og paa Øjnene . . . Hun har
mørkt Haar og blaa Øjne. Vi havde drukket god Vin, for jeg havde Penge nok.
Da vi sad ved Kaffen og jeg røg Cigar, medens Asta røg Cigaretter, saa
spurgte jeg hende — og kyssede hende imens mange Gange — hvem hun var.
Hun lo, gjorde hun, og sa’, at hun hed Asta og var kommen til at holde
af mig allerede den første Dag, hun saa’ mig. Og jeg kyssede hende igen. Og
hendes Forældre var døde — Søskende havde hun ikke, og hun var 19 Aar. Og
Penge havde hun — saameget at hun kunde leve ganske stille og uden Spræl.
Dem havde hun arvet — efter en Onkel, som var død for ganske kort siden
og havde holdt saa meget af hende. Men hun var kommen til at holde af mig
allerede nu den første Dag hun saa mig — og hun havde aldrig brudt sig om
Mændene før.
Og vi stod op, Doktor, fra vores Lysthus — og betalte og gik. Ind i Skoven.
Og vi gik og gik mange Veje og overalt. Og jeg havde min Arm under hendes,
og vi standsede tit for at kysse hinanden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
