Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196 DE PESTSLAGNES FADER
Kom så folk at fri mig ud til sidst.
Nu skal jeg rykke reb og pæle op,
de pæle–o Du Gud, mit lys — —
dem fæsted’ mine børn med mig i sandet.
Ak, hjælp Du mig, nu er jeg ene — — — —
Måske de lærredvægges dumpe klapren
kan tale om den sorg, Du ikke aner.
Ti de så alt, de kender det med mig.
Er de ej nu som fine billeder?
Se på dem, rør ved dem, frygt ikke smitte,
frygt ikke dødens sorte krampefavn.
Du er jo ikke min, er ej min søn —–
Og dog, rør ikke I! Vel jeg ved, det lærred
må synes selve rædselen for andre.
Døden for pest, ak grusom er den død.
Først, ej de elskede at kende mer,
så branden, som om brystet stod i glød.
Ja sådan så jeg otte dø af mine.
Med dem for sind og øje, døde, stive,
sad jeg min tid; tre måneder til ende.
Idag, — her står beredt de ni kameler,
og spændt på dem er otte tomme sadler
og intet har jeg — intet uden Gud,
og hist en kirkegård — og så vejen her.
JULIUSZ SLOWACKI
OVERSAT FRA POLSK
AF
JEANNETTE OG AGE MEYER BENEDICTSEN
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
