Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
486
DET STORE SKISMA
I sin Ungdom drak han, og man saa ham tit beruset. Det sidste finder ganske
vist ikke Sted nu, alligevel forsmaar han ingenlunde de vaade Varer. Hver
Middag drikker han sin halve Flaske Rødvin; endogsaa Snapsen har han taget i For.
svar med den Bemærkning, at vi ikke bør forsmaa Guds Gaver; som om der
nogetsteds i Skriften stod skrevet, at vi skulde forvandle det nærende Korn til
fordærvelig Gift.
I gamle Dage var Knud en raa, brutal Person. Blandt andet lagde han voldelig
Haand paa sin Hustru. Det samme gør han endnu. Til en af Brødrene, som
tilfældig blev Vidne dertil, sagde han: »Djævelen er faret i Kvinden, jeg maa drive
ham ud.«
Knud var i sin Ungdom en stor Kvindeforfører. Han er det endnu. Kvinder er
kommet til ham nedbøjede af Kummer og Sorg for at søge Trøst, — han har
trøstet dem — ikke med Evangelium men paa en Maade, som jeg blues for at
nævne. Ingen tro, at jeg taler letfærdigen i en saa alvorlig Sag. Nej 1 her i denne
Sal sidder fler end én Kvinde, som kan staa op og vidne med mig, jeg nævner
ingen Navne.––-
Endogsaa Religionen er Knud vedblevet at drive Gæk med. Endnu for faa
Dage siden sad vi ved Middagsbordet, da han udbrød:
»Død og Pine! Klokken er allerede 2. Om et Kvarter skal jeg tale, og jeg aner
endnu ikke, hvad jeg skal faa at køre i dem. Aa Skidt, de tager jo alt, hvad jeg
siger, for gode Varer!«
Naar jeg nu sammenholder alt dette, da ser jeg ikke bedre, end at Knud er en
Hykler, et verdsligt Menneske, der kun har iført sig Religionens Klædebon for
saaledes at kunne pleje sin Magelighed, sin Pengebegærlighed og sine kødelige
Lyster.
Hvor stærk end denne Anklage er, tror jeg dog, at den skal faa Lov at staa
ved Magt; ti jeg har fuldt gyldige Beviser for alle mine Paastandes Sandhed.
Naar jeg nu ser mig om for at erfare, hvilket Indtryk min Tale har gjort, da
ser jeg Skadefryd og vild, hoverende Glæde tegne sig i de vantros Ansigter,
mens dyb Kummer og Fortvivlelse faar de hellige til at sænke Hovedet mod
Jorden. Der er ikke Grund til nogen af Delene.
Til de vantro vil jeg sige: Glæder eder ikke! Fordi en Sag har én, ja mange
daarlige Tjenere, kan den være lige god, ren, hellig. Saaledes er det med Herrens
Sag.
Til de troende vil jeg sige: Gud har just her villet kue vort Hovmod og lære
os sand, kristelig Ydmyghed. Han har vist os, at han med et skrøbeligt, ja
uværdigt Redskab formaar at udrette de største Ting. I saa meget desto større
Herliglighed straaler hans Aasyn for os.«
Under denne Tale sad Knud med ludende Hoved; af og til lettede han paa
sig og skulede op til Pedersen. Nu rejste han sig og gik op foran Talerstolen.
Fler end én i Forsamlingen løb det koldt ned ad Ryggen, og de tænkte: Nu
vilde jeg nødig være i Peders Sted; Knud lader sig min Sandten ikke lumpe paa
den Maade.
Men Knud skuffede disse Forventninger. Han faldt bums ned paa sine Knæ,
rakte Armene i Vejret og raabte:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
