Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5io
KRITISK SKITSE
har hundrede Skud hver og Fødevarer til nogle Dage. Vi skyder alle dem, vi ser.
Du sidder her i Vinduet og skyder koldblodigt, naar et Hoved dukker op. Jeg vil se
ud omtrent som Karl den Tolvte i Bender, og hver Gang jeg har skudt en til, hvisker
jeg løbenumret hen for mig og spiser halvt adspredt en Bid Pølse. Vi holder Fæstningen
saa længe, vi kan, og tilsidst, naar et Regiment Soldater bliver sendt ud for at
indtage Fæstningen, danner vi et Tableau — de sidste Patroner — du i en noget
sammensunken Stilling paa Dørtærskelen, jeg med Bøssen rakt op i stiv Arm,
bleg og med et kværulant Drag om Munden.*
Man ler — men Hjærtet snører sig sammen — thi der er en tragisk, gigantisk
Bitterhed i disse Linier.
Sammenligner man hans Indignation med f. Eks. Drachmanns, ser man først
hvilket Kæmpeskridt hans Bog betyder, og man aner de Kampe den Ungdom har
gennemgaaet, hos hvem slige Følelser have taget faste Former. Man synes altid
at se Ulf Brynjulfsen i flagrende, Slængkappe, naar han taler, medens man ser
Einar Elkær med rolige, ironiske Bevægelser understrege de Ord, der bider mest.
Ulf er svulstig. Han holder Taler til en By.
»Jeg ækles ved Dig, og elsker Dig dog 1 sagde Ulf. Vidste du endnu paa denne
Dag, hvad der tjener til din Frelse« . . . men Du véd det simpelthen ikke.
Fæstning— Forter? Bah! Skønt — maaske! Noget maa det ende med ... og Slaget
paa Rheden var i hvert Fald tft Klokkeklemt, der kunde varskoe bedre end alle
de Dirigentklokker, som nu bimler og bamler os til Idioter. Du var en ganske
hyggelig, glad By — bag dine Volde. De rev Voldede ned for at gøre Dig stor.
De opnaaede at gøre Dig til det kedsommeligste Hul i Verden — næst efter
Kristiania og Odense o. s. v.«
Det er vidtsvævende Indignation i almindelige Vendinger. Det virker ikke
særligt ophidsende at kalde København den kedsommeligste By næst efter to andre
kedelige Byer. Det kunde enhver Skomagerdreng finde paa en Søndag
Formiddag.
Einar Elkær giver Vilhelm en Lektion i Danmarks Geografi.
»Har du forresten lært Geografi? Naa. Kan du huske, naar du lærte Byer paa
Kortet — ja, du kan naturligvis Remsen: Rønne, Hasle .... Nexø ved Kysten
o. s. v. Men husker du paa Kortet, hvordan Danmark ligger saa morsomt ud i
Havet ligesom et stort Dyr, en Søko; den kroger Ryggen imod Havet, den bøjer
sig saa forsigtigt og strækker en Luffe værnende ud over Øerne, der stimer til
som en Flok Unger for at komme i Læ og faa Die. Husker du det? Véd du hvad
Danmark ogsaa ligner — en Blindtarm, der hænger ved Europas store Mave.
Blindtarmen, véd du maaske, faar ikke sit at udrette og faar ikke sin Del heller.
Men naar Europa forlængst har fordøjet, saa bliver Blindtarmen Sæde for bitre
Betændelser«.
Dette er ikke Bravader fra en Milesten som hos Drachmann, men Svøbeslag,
der flænger blodige Strimer.
Denne Ironi moduleres i alle Tonarter, snart er den hidsigt angribende, snart
sammenbidt med koldt Raseri, eller der er Sorg i den, snart er den barok Humor
— men altid er den paradoxal og frisk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
