Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RACHEL
hap smækkede det over Snuden —
da blev Hr. Peder vred.
»Slaar du min Hest, din Hundetamp,«
han skreg — et Spir han tog;
jeg greb i Hesten
og hørte, han slog.
Den rørte sig ikke,
Ditlev laa død;
jeg slæbte Liget til Skarnet ud,
som Husbond bød.«
Og saadan hersked Hr. Peder dér,
man gjorde, hvad han vilde;
kun een lød ham ikke,
det var hans Hustrulille.
Han vilde af hende Godvilje faa,
som hun ham gav med Glæde,
men vakte kun en Gysen
i alle de Lemmer spæde.
Han kunde ej tvinge frem det Smil,
han vilde om Læben se;
han prøved at bede —
hun flygted i vilden Ve.
Han kunde ej glemme den Stund, han bad
og ingen Sjæl paa Jord
siden saa haardt han pinte
i Gerning og i Ord.
Han slæbte en Terne ind engang,
hvor Fru Maria laa;
med Vold blev hun taget,
hans Hustru saa derpaa.
Fortvivlet gik daglig hun op og ned
og grubled i Urtegaard,
og efter hende slæbte
det lange, brune Haar;
og hver Gang hun vendte uden Raad,
forgræmmet og forgrædt,
det var den liden Silkesko,
den traadte derpaa saa let.
Og ingen kunde fange et Glædesglimt
i hendes Øjne graa
foruden unge Hr. Oluf,
hver Gang hun Svenden saa.
Og derfor kom Hr. Oluf did;
sin Frændes Dyr han beded,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
