Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SOPHUS CLAUSSEN SOM LYRIKER
— nænsomt, frygtsomt — det hvisker alle Vegne fra — som fra Skarer af
usynlige Elskende — der glimter Guld, og der glimter Grønt fra Skovens Grund . . .
Hans Psychologi — i »Kitty* f. Eks. — var den fuldt moderne, der ikke for
nogen Pris vil tegne Mennesker som nogle fattige Beholdere, fyldte med nogle
fattige Egenskaber.
Den bedaarende Kitty var uberegnelig som det skiftende Vand, lutter Glimt,
lutter rigt, uopløst Liv. Og hans Lyrik har optaget i sig saa intenst noget af
Skovens grønne og gyldne Glimten. Hans Billeder er skabte af en smidig og lykkelig
Hjerne, der sikkerlig er mere labyrinthisk fangende, end Hjerner er flest.
Men al Lykken i Kunsten — som i Livet — er jo til sidst det Ene: at lade sig
fange i . . Labyrinther.
Han kender — som faa i Danmark har kendt den — Overraskelsens Kunst. Og
han ved som faa, at den saa berømmede »Klarhed« er noget, vi Mennesker, der
forstaa lidt og kort, ikke har megen Brug for i Poesi.
Al den Kunst, der ikke vil virke blot som en øjeblikkelig Lyst, og som man
straks er færdig med, maa i sine Billeder have en Logik, der er en anden end
Avissprogets.
Al den Kunst, man gennem Aar kommer til at elske, maa have lagt dybt ind i
Ens Indre underlige og endeløse Ekkoer, der sover og vaagner og sover igen.
Derfor er J. P. Jacobsen bleven elsket som Ingen og har hjemsøgt Sjæle som
Ingen. Claussen er, kunstnerisk set, hans Elev.
Visselig har han følt sig hjemsøgt mangen en Gang — som vi andre — af
Mallarmés magnetiserende Metaphorer, der gaar helt derind, hvor man blot
fornemmer og hvor man er færdig med at forstaa.
Dyb er Analogien mellem Mailarmés genialeste Vers og Soph. Claussens
forbløffende »Ekbatana«. Jeg kender intet Vers i nyere dansk Digtning, der i højere
Grad end dette er i Stand til at klargøre for En Forskellen mellem det, man for
50 Aar siden forstod ved Form, og det, man nu forstaar derved.
Thi Form er ikke et Hylster, man kan lære sig til at låve og glatte sirligt og
sirligere til. Men Form er selve Versenes organiske Liv. Og at være en Formens
Mester er dette: at have et inderligt Kendskab til Ordenes Hemmeligheder, at
fornemme Ordenes skjulte Lyd og ane en Verden af Nuancers Nuancer i dem.
Der er en skælvende Ordfryd i dette Digt. Han har hentet en undersøisk
Dejlighed op fra Ordenes Dyb.
En Formens Mester er Soph. Claussen blevet. Hans første Samling —
»Naturbørn« — var lidet ejendommelig. Dens erotiske »Løssluppenhed« var blot rigtig
dansk Anstændighed.
Men »Pilefløjter«, der kom saa mange Aar efter, er en Bog saa rig, at det er
vanskeligt at blive færdig med den. Bestandig vil man kunne hente nye Billeder
op af dens stærke, mandigt koncentrede Kunst.
Og saa er det en Bog, der er saa gribende dansk, der tegner med den
kyndigste Kærlighed Sletten, Vandet, »de tætvokste Markers frodige Aftenbehag«.
Og som giver et helt samlet psychologisk Billede af en ægte dansk Mand.
Hellere taler han om sin Glæde end om sin Sorg; og gerne dækker han sit
Tungsind med et Smil, der kan virke saa tungt alvorligt.
4’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
