Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valmuen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en feiende bevægelse med haanden og brast i
latter.
I de næste timer lektor Jonassen hadde med
3dje-gymnasiasterne, gjorde Balkanhjørnet, som
Kirstens plads i kroken med god grund kaldtes,
sit navn gjældende. Stadig var der uro, der blev
snakket og hvisket og braaket og ledd, men det
merkelige var at der aldrig kunde paavises noget
bestemt. Hver gang Jonassen saa ditbort, sat
ophavsmanden ganske rolig ved sin pult og stirret
paa ham med to store, forslagne øine.
Først sa han ikke noget, forsøkte bare at se
hende tilrette, men maatte snart vike for hendes
vedholdende stirren. Indtil bægeret en dag fløt
over. Det begyndte med at hun stod paa katetret
og karikerte ham da han kom ind. Helt opslukt
av sin rolle drev hun paa med at fortolke et tysk
kjærlighetsdigt uten at agte paa den pludselige
uhyggesvangre taushet blandt tilhørerne.
Indholdet av det hun sa var eget fabrikat, men den
lave, vestlandske stemme og de uavladelig
strykende bevægelser nedover en imaginær skjeghud
ikke til at ta feil av. — «Die Liebe,» sa Kirsten
uttryksfuldt og saa ned, — «die Liebe ist wie eine
Labskaus, wenn man die kjøttstykken gegessen hat,
er der bare poteter igjen. — akak, mine venner,
lutter poteter —»; her løftet hun hodet og saa med
smertelig beklagelse utover forsamlingen, vaktes
til den forfærdende virkelighet og flygtet paa
plads. Da der endnu ikke vanket saa meget som
et straffens ord, var det menneskelig at tro at hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
