Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valmuen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18
hun, «den indeholder alt man ikke har ord
for.»
«Kinematografmusik!» sa Bismer med et over-
bærende smil.
«Ja, si det,» sa Dikke.
Vaaren kom med lange, blaa eftermiddage.
Solen skred over himmelen, høiere og høiere, og
mere blank og smilende for hver dag som gik.
Fossen, som hadde sit fald gjennem byen, tok paa
at dure igjen, saa folk fik fornemmelser i blodet
og drømte omigjen drømmen fra alle andre vaarer.
Sneen kunde i længden ikke staa for de paa-
gaaende straaler ovenfra, og fortaugene kom frem,
brune, nye og ubegripelig deilige. Straks var
ungeflokken der; gutterne fik det travelt med kule-
klinkning opad murvægger eller med at kaste
knapper og ettører efter maal; pikerne för mere
stilfærdig, kastet ball eller tegnet paradis i sanden,
og folk som passerte forbi, kom i slikt godlune
over dette vaartegn, at de gik utenom og ned i
rendestenen av bare ængstelse for at fraa paa
strekerne.
En dag kom stæren. Saa kom lerken. Og
saa kom der vers i aviserne, som viste af sevjen
steg op i menneskenes sind. «Vaar», het de, eller
«Blaaveis» eller «Solskyer».
Ja, vaaren er forunderlig.
Og der kom varme i veiret, men endnu bare
av den falske, farlige varmen som lokker unge
piker til at klæ sig i lyse dragter med hvite kraver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
