Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valmuen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
herrerne. Lægerne var heldig stillet. Aldrig saa
grimme og gamle og tandløse at ikke damerne
forgudet dem. Hvad var grunden? Kirsten for-
mente at det var deres megen viden om menne-
skelige ting som ubevisst, i kraft av, ja i kraft
av — hun blev rød — ja, som virker besnærende
altsaa. Menneskelige ting! Lektor Jonassen trak
paa det. — «Den menneskelige materie da, hvis
De skjelner mellem aand og legeme . . .» — «Ja,
vet du hvad Kirsten, gjør ikke du det?» ropte
Alexandra. — «Jo jeg . . . Men jeg trodde ikke
at lektor Jonassen . . .» — «Aa, det er altsaa
bare til ham du henvender dig.» — «Fy, saa
slemme dere er mot mig.» Kirsten trev til sig
Dikkes muffe og holdt den for ansigtet. Litt efter
kikket hun frem. — «Er dere snilde nu?» — «Du
har ret,» sa Bismer; «graaverk klær dig.» — «Jeg
hører du har arvtat Branders uttryk og manerer,»
gav hun tilbake.
Paa det viset gik hele turen.
Utenfor pensionatet lugtet det svinestek og
surkaal i vid omkreds, og Dikke og lektor Jonassen
skilte lag med den brutale erklæring at de var
skrubsultne. Saa gik Kirsten tilbake mellem de
to forlovede som nu blev paafaldende hensyns-
fulde, — — — det var rent som om hun skulde
ha særlig behov for medfølelse. Alexandra op-
vartet sogar med nogen sukrede komplimenter, og
naar damer hadde raad til det, visste Kirsten, saa
var det fordi de selv hadde sit paa det
tørre. Aa — hun fik pludselig trang til at for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
