Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valmuen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135
Jeg vet ikke hvor jeg skal begynde og hvor
jeg skal slutte.
De skriver: «Engang fortalte De mig tus-
mørkeeventyr. Det prosaiske emne var husvarmen,
men det blev poetisk behandlet... Helt korrekt.
Slik opfattet ogsaa jeg det dengang. De var nok
søt, tænkte jeg, og kvik og sortøiet, men allike-
vel en vanesak man — omend med litt besvær —
kunde rive sig løs fra hvis nødvendig. Og jeg
klarte det bra. Længe hadde jeg det godt under
min stjernehimmel. Ikke slik at jeg brydde mig
om at mindes Dem hverken naar De kom lang-
bent anstigende opover bakken om morgenen med
den hvite skindluen koket paa skjæve, eller naar De
slængte Dem selvfølgelig rundt paa bord og stoler,
men dog paa en saadan maate at jeg med trøstig
mod læste personaliaspalten naar det faldt sig.
Trøstig reiste jeg ogsaa til Deres by. Da jeg
steg av paa stationen der én blaa vaarkveld og
saa solefaldets avglans som ild i alle vinduer og
hørte fossens monotone sang, uanfægtet i samme
dur som aaret før, erfarte jeg at skjønhet er en
farlig nøkkel til sjælens lønkamre, dem man har
stængt med laas og slaa. Indfor skjønhetens tryl-
lemagt springer alle dører op, og frem strømmer de,
billederne, ordene, gjerningerne, stemningerne som
engang blev suget op, men savnet som følger dem,
ak savnet smelter sammen med skjønheten 1 en
skjærende disharmoni som faar den vaakne bevisst-
het og det levende kjød til at krympe sig.
Jeg fik høre at De hadde været syk, og nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
