Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valmuen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137
som i øinene og smilet. Der var dette i dem som
den uprøvede i livet mangler. En kvinde skal
ikke altid beklage at sygdom eller motgang eller
aarene har røvet det struttende og rosenrøde.
Der kommer egenskaper isteden som rækker videre.
Der er en forunderlig blanding av sødme og
smerte, av blankt og mat, av lyst og mørkt som
jeg kalder kvindemildhet. De var mild da jeg traf
Dem, indtil jeg stak med dolken.
Saa navnet Jonassen kan bli til en dolk, en
spids, lynende, elegant dolk? — Jonassen. La gaa.
Der er saa mange forvandlingsprocesser i naturen.
Og saa stak De igjen. Var jeg en gammel
mand, sa De, som vaarluften bedrog eller som
vaarluften gjorde sulten. Jeg husker ikke nøiag-
tig ordene, men det var meningen. Den ene hen-
tydning der røbet Deres intelligens. Noget bru-
talere kunde ikke sies en førtiaars elsker.
Men intet saa galt at det ikke er godt for
noget. I min alder dør man ikke av kjærlighet.
Kanske man nedsætter dette livs værdi til o, det
er det høieste, men man kaster ikke dette nul fra
sig. Man haaber paa livets oprettelighet, og aars
erfaringer styrker haabet. Den lille, rødhaarete
du kjendte saa godt engang, hvor er hun? Ingen-
steds. Ikke i hjertet, ikke i hjernen. End hun?
End hun? Ingensteds. End den sortøiede, hov-
modige du kjender nu, hvor er hun om nogen aar?
Ingensteds. Jeg leter efter tilsnikelser i dette be-
vis. Vil ikke finde nogen og finder ingen.
Og nu tilgir De mig nok hvad jeg har skrevet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
