Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valmuen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
155
skal gifte sig med han, den store maleren.» — «Saa
festlig dere!» — «Ja, og saa rart da.» — «Gid,
saa moro dere at være klædt som brud.» — «Ja,
med veldig langt slør.. — «Og en masse brude-
piker i lyserødt og lyseblaat.. — «Og Mendels-
sohns bryllupsmarsj i kirken.» — «Dere, jeg blir
knuppete.»
Men saa. Efterpaa. Efterpaa skulde de altid
være sammen. Nat og dag. Hans lange næse
skulde kunne komme saa nær den vilde. Kanske
han sov med aapen mund. Snorket kanhænde.
Nei, nei, nei og atter nei.
Forresten vilde de vel reise meget og komme
sammen med mange forskjellige mennesker. Og
hun vilde gaa kold og skjøn iblandt dem. Eller
sørgmodig og skjøn. Med et brustent . . . Tøv.
Barnagtigheter. Hun vilde bli irritabel og uom-
sjængelig, hun vilde ikke orke at gaa ut, hun vilde
falme og bli grim.
Nei, der var ikke utvei at øine.
En dag fandt hun paa at gaa ut til sin sted-
mors forældre, som bodde paa Store-Messel gaard
en mils vei fra byen. — «Kanske har jeg en stor
nyhet at fortælle dig naar jeg kommer igjen,» sa
Kirsten da hun drog, det var bedst at berede
jordbunden. — «Hvad?» utbrøt denne, «det er vel
aldrig den pene gaardsgutten paa Messel?» Der
var noget oprigtig rædselsslagent i stedmorens blik
og stemme, som trods alt fik Kirsten til at le.
Hun lo endda da hun utenfor haveporten løp like
i armene paa lektor Jonassen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
