Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valmuen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
slaat alle Dikkes indbydelser og undskyldt sig
med at hun bare var i byen paa ilbesøk. Nu var
denne undskyldning faldt væk, og hun maatte
pent froppe op til søndagsmiddag med mand og
barn. Dikke tok imot dem i døren, rørt indtil
taarer. «Kirsten, Kirsten!» sa hun og krystet
denne ind til sig, og i dette utbrud laa saa megen
egte følelse og hengivenhet af Kirsten forstod hun
eide sin veninde trods alt.
Lektor Jonassen fandt hun igjen som den
samme, bare endel blankere i issen og mere like-
frem og myndig av væsen, noget som klædte ham
godt. Kirsten kom vel forberedt til dette møte, en
spændt blekhet over ansigtet var det eneste som
røbet hende, — men det forstod bare hendes
mand. Ellers talte hun naturlig og muntert, gjen-
opfrisket gamle skolehistorier med Jonassen og
pratet husmorfornuftig med Dikke, som siden
fremholdt begeistret for sin mand at veninden
«hadde vokset i sit egteskap». Hemmeligheten ved
denne begeistring var ikke saa svær at forstaa.
Med altopslukende interesse var Kirsten gaat op
i Dikkes affærer. «Nu skal du fortælle,» sa rig-
fignok denne hvert femminut, men øieblikket efter
var hun midt inde i en gruvækkende historie om
tjenestepikens slurv eller en stolt beretning om
Mossas og Lilleguts bedrifter og talenter.
Efter middagen besaa man haven som Jonas-
sens leiet i tilknytning til huset. Det var en have
av denslags som er skapt med kunst, men siden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
