Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellevte Capitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
70
„ Jeg vil kun sige Dig saameget,“ – vedblev
hun , da vi stode ved min Gadedør – „ at Duren
er en Falskeblakke; tag Dig iagt for hende!“
„Hvorledes ?“ – spurgte jeg forundret – „En
Falskeblakke? Skulde hun være god og kun synes
slet?“
„ Du forstaaer mig ikke ; det var ingenlundemin
Mening at gjøre hende god; nei, det veed Gud –
det var saamæn stor Synd ! Naar jeg siger, at hun
er en Falskeblakke, saa mener jeg , at hun gjør sig
bedre, end hun er . Seer Du, detvar det, jeg meente;
for naar Du vil vide det, saa er hun en lille Djævel,
der gjør alt det Onde, der staaer i hendes Magt;
Dig hader hun, det er jeg vis paa.“
„ Hvorfor ?“ – spurgte jeg bestyrtet.
„ Hvorfor ? Nu, fordi Herr Wolff tog dit Parti;
det glemmer hun aldrig.“
Munden vedblev at løbe paa hende; mit Hoved
svimlede, og jeg skyndte mig at sige hende Farvel: jeg
var træt paa Sjæl og legeme og længtes efter mit
Hiem , mit fjære Hjem , hvor Sladder og Bagtalelse
var en fremmed Gjæst , hvor Hjertet var reent og
Diet aabent.
Jeg troede allerede at være kommen lykkelig i
Havn, da jeg paany følte mig trukket i Kjolestjørtet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
