Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Menigheden, som havde ofret det min
Opmærksomhed; thi slige Smaascener
hörer med til i en Lapkirke, lige saa
sikkert som Præstens Prædiken. Og
da jeg efter Gudtjenesten overfor
Præsten udtalte min Forbavselse over, at
han kunde holde sine Tanker samlede
under et saadant Børneskraal, svarede
han smilende, at han knapt havde
lagt Mærke dertil. Slige Sager maa en
Lappræst vænne sig til, thi da alle paa
en saadan Höjtidsdag vil med i
Kirken, kan man ikke efterlade
Smaabör-ne hjemme.
Det var dagen efter.
Konfirmanterne havde varet til Chokoladegilde i
Præstegaarden og hele Huset havde
Dagene igennem været overfyldt af
Helligdagsgæster. Der var tomt igen i
Stuerne, og en stille Ordknaphed
havde nu bemægtiget sig os efter
den flere dages Feststemning. Prosten
havde lagt sig til Hvile paa Sofa’n,
Præstefruen havde fundet frem et
gammelt Familiealbum, som jeg
gennem-bladede i Halvmörket ved Kaminilden,
da en hul Hoste pludselig lod sig höre
midt i Stuen. Vi havde slet ikke lagt
Mærke til at Dören var gledet op, og
först nu fik vi Oje paa en
sammenkrøben Skikkelse, der vuggede frem
og tilbage midt ude paa Gulvet. Det
var en gammel Mand; han hostede
igen og anstrengte sig for att stamme
nogle Ord frem, der gled bort i en hæs
Mumlen. — Prosten rejste sig op og
gik hen til ham, og den gamle strækte
et Par skælvende Arme ud for att hilse
ham med det sædvanlige Favntag;
det var enöjede Jon fra Karesuando,
som havde vovet sig ud paa den lange,
besværlige Rejse til Vitangi for at tage
Del i Konfirmationsdagenes Glæder.
Og nu vilde han have sin Præsts
Velsignelse med sig hjem.
Enöjde Jon havde sin egen
Livshistorie, og folk vidste at berette mange
mærkelige Ting om ham. Alle kendte
ham deroppe. Og jeg havde hört en
Del om ham gennem Svonni. Han
havde en Gang varet en temmelig
velhavende Lap med en Renflok, der
talte flere Hundreder; men da han
ikke var kommen til Velstand paa
nogen ærlig Maade, gick det ham
ogsaa ilde, som Svonni udtrykte sig.
Renpesten havde angrebet hans Hjord, og
de faa, der levnedes, havde Graaben haft
et useedvanligt godt Oje til. Da Jon
imidlertid skulde söge at erstatte sine
Tab, gjorde han det paa en saa
aabenlys Maade, at han blev nappet
og puttet i »Hægten» for Rentyve.
Siden var han draget syd paa og tjente
sig dernede sit Ophold ved at rögte
Böndernes Kreatur. Saa ofte han fik
sparet nogle »Slanter» gjorde han sig
usynlig og viste sig först igen, naar
han ikke havde mere til Brændevin.
I Drukkenskab havde han en Gang
yppet Klammeri med en Nybygger og
havde faaet sit ene Oje slaaet ud.
Men man vidste værre Ting om Jon.
Han kunde »slaa Folk med Gan» *
och derfor var det, at man var bange
for ham. En sommer da han föjtede
om paa »Norskekysten», havde han
en Gang bedt en Fisker om at skrive
sig en Tiggerseddel, da Folk ikke
forstod ham. Men Fiskeren havde
spillet Jon et fælt Puds, som kom ham
dyrt at staa. Da Lappen vandrede
ud for att paakalde Godtfolks
Barm-hjærtighed, fandt han kun grove
Ukvemsord og törre kli, istedet for Mad og
Smaaskillinger. Saa anede han
omsider Uraad, og da han ikke selv kunde
læse, henvendte han sig til en
Köb-mand for at faa de uheldssvangre
Runer tydede; der oplystes i al Korthed
om, att Jon var en berygtet
Tyveknægt, som Folk skulde tage sig i
Agt for!
Enöjde Jon svor en Ed paa at han
nok skulde vide at skaffe sig Hævn og
vandrede ned til Fiskeren.
Med en Baadshage knuste han Hu-
* Sätta sjukdom på folk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
