Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte Bog - IV. Endnu en Elskovsscene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
arm (Al ON KNE
tror, det, De kalder at være sjælelammet, var bedre —
bedre for mig; thi da vilde ogsaa mine egenkjærlige Ønsker
være lammede.
Filip havde reist sig igjen og gik utaalmodig frem
og tilbage.
» Nei, Maggie, De har urigtige Meninger om Selv-
overvindelse, som jeg ofte har sagt Dem. Hvad De
kalder Selvovervindelse — det at gjøre Dem blmd og
døv for alt undtagen en bestemt Strømning i Følelses-
livet — det er hos en Natur som Deres kun at dyrke
en udskeiende Ensidighed.<
Han havde talt med en viss Heftighed; men nu satte
han sig ned igjen ved hendes Side og tog hendes Haand.
»Tænk ikke paa Fortiden nu, Maggie, tænk bare
paa vor Kjærlighed. Hvis De virkelig kan klynge Dem
til mig med hele Deres Hjerte, saa vil Tiden beseire
enhver Hindring; vi maa kun vente. Jeg kan leve i
Haabet. Se paa mig, Maggie; sig mig igjen, at De kan
elske mig. Se ikke bort fra mig paa det kløvede Træ;
det er et daarligt Varsel.« |
Hun vendte sine store, mørke Øine mod ham med
et vemodigt Smil.
»Aa, Maggie, sig kun et venligt Ord! De var ven-
ligere mod mig i Lorton. De spurgte mig, om jeg gjerne
vilde, De skulde kysse mig — husker De ikke det? —
og De: lovede at kysse mig, naar De mødte mig igjen.
De har aldrig holdt Deres Løfte.<
Mindet om de barnlige Dage kom over Maggie som
en mild Lindring. Det gjorde Øieblikket mindre fremmed
for hende. Hun kyssede ham næsten ligesaa barnlig og
rolig, som da hun var tolv Aar gammel. Filips Øine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
