Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjette Bog. Den store Fristelse - XIV. Opvaagnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det gamle Værtshus den Nat bestemt paa uden Vaklen
bodfærdig at vandre paa Selvopofrelsens Vei?
Livets store Kampe er ikke saa lette som dette —
Livets store Gaader er ikke saa klare. I Nattens Mørke
saa hun Stephens Ansigt for sig fuldt af lidenskabelig Be-
breidelse og Flendighed. Hun gjennemlevede paany hin
bævende Fryd ved at have ham nær hos sig, som gjorde
Tilværelsen til en let Gliden nedad Glædens Strøm istedet
for en rolig Beslutning om at taale og anstrenge sig. Den
Kjærlighed, hun havde forsaget, kom over hende igjen
med grusom Tiltrækning; hun følte, at hun endnu engang
aabnede sine Arme for at tage mod den — derpaa saa”
det ud, som den gled bort — visnede og forsvandt —
kun efterladende en hendøende Lyd af en dyb, gribende
Stemme, som sagde:
»Borte — borte for altid.<
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
