- Project Runeberg -  Møllen ved Floss / Anden Del /
374

(1895-1896) [MARC] Author: George Eliot Translator: Christian August Bugge
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvende Bog. Redning tilsidst - V. Den sidste Strid

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

—— SA: —

væld af selvfornægtende Medfølelse og Hengivelse i Tro-
fasthed og Standhaftighed. De Ord, som den stille Haand
havde understreget i den lille Bog, som hun for længe
siden havde lært udenad, steg op paa hendes Læber og
fik Udbrud i en lav Mumlen, som tabte sig i Regnens
larmende Slag mod Ruderne og Vindens sterke, stønnende
Brøl: »Jeg har taget Korset op, jeg har modtaget det af
Din Haand; jeg vil bære det — bære det indtil Døden,
saasom Du har lagt det paa mig.

Men straks efter opsteg andre Ord, der kun fik Ud-
brud i et Suk: »Tilgiv mig, Stephen! Det vil gaa over!
Du vil vende tilbage til hende.<

Hun tog Brevet, holdt det op til Lyset og lod det
langsomt brænde. Imorgen vilde hun sende ham et sidste
Afskedens Ord.

»Jeg vil bære det — bære det indtil Døden . ..
Men hvor længe det varer, før Døden kommer. Jeg er
saa ung og frisk. Hvorledes skal jeg faa Taalmodighed
og Styrke? Skal jeg kjæmpe og falde og angre paany?
har Livet andre og ligesaa haarde Prøvelser for mig?<
Med dette Fortvivlelsens Raab faldt Maggie paa Knæ og
begravede sit sorgslagne Ansigt mod Bordet. Hendes Sjæl
henvendte sig til den Usynliges Medlidenhed, som visse-
lig vilde være hos hende til det sidste. Visselig, noget
havde hun lært ved at opleve denne store Nød. Og hun
maatte jo lære en Hemmelighed ved den menneskelige
Ømhed og Lidelse, som en mindre feilende neppe kunde
forstaa: — »0 Gud, hvis mit Liv skal blive langt, saa
lad mig leve til Velsignelse og Trøst. —<

I dette Øieblik fik Maggie en Følelse af pudeelie
Kulde over sine Knæ og Fødder; det var Vandet, som

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Apr 14 00:26:45 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/vedfloss/2/0380.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free