I min Embedstids det syttende Aar tildrog sig her i Nabolauget den Begivenhed, som betog Alle med Skræk og Forfærdelse, og geraadede vor gejstlige Stand til stor Tort og Blusel, idet Præsten i Vejlbye, den vellærde Hr. Søren Qvist, udi Vrede slog sin Tjenestekarl død, og begrov ham derpaa om Natten i sin Hauge. Han blev efter foregaaende retlig Undersøgelse overbeviist om denne gruelige Gjerning, saavel ved Manges Vidnesbyrd som og ved egen Bekjendelse, og derfore dømt til at have sin Hals forgjort. Hvilken Dom i mange tusinde Menneskers Overværelse blev exeqveret her paa Aalsøe Mark.
Den Henrettede, hvis Sjælesørger jeg tilforn havde været, forlangte mig til at besøge sig i Fængslet. Og maae jeg med Sanden sige: at jeg aldrig haver meddeelt det hellige Sacramente til Nogen mere vel beredt, angergiven og fuldtroende Christen. Han erkjendte selv med inderlig Ruelse, at han havde vandret i kjødelig Sikkerhed, og været et Vredens Barn, hvisaarsag Gud hengav ham i Synd og Sindsforhærdelse, ydmygede ham dybt, og gjorde ham meget elændig, at han atter kunde oprejses ved Christo. Han beholdt sin Frimodighed lige til det Yderste, og holdt paa Retterstedet til det omstaaende Folk en Tale fuld af Kraft og Salvelse, hvilken han i sine sidste Dage havde udarbejdet i Fængslet, og lært udenad. Den handlede om Vrede og dens skrækkelige Følger, med bevægelig Anvendelse, paa ham selv, og den grumme Misgjerning, hvortil Vrede havde forledt og henrevet ham. Textens Ord vare tagne af jeremiæ Begrædelses Bog 2 Cap. 6 Vers: "Han har beskæmmet Præsten i sin Vrede." - Derpaa afklædte han sig, bandt selv for sine Øjne, og knælede med foldede Hænder; og som jeg havde udtalt de Ord: "vær trøstig, kjere Broder! idag skalt Du være med Frelseren i Paradiis!" faldt hans Hoved for Mestermandens Sværd.
Hvad der gjorde ham Døden beedsk, var Tanken om hans tvende Børn, af hvilke den ældste, Sønnen, var fraværende - som Man troede i Kjøbenhafn - men, som vi siden erfarede, i Lund; hvorfor han ogsaa først ankom hertil den samme Aften, som Faderen om Morgenen havde betalt Syndens Sold. Datteren, som, sig selv og sin Kjereste til ydermere Hjertesorg, stakket tilforn havde været trogivet til Herredsfogden, tog jeg af Barmhjertighed i mit Huus, hvor hun mere død end levende blev henbragt aarle om Morgenen, da hun havde taget Afsked med Faderen, hvem hun med datterlig Ømhed havde plejet udi Fængselet.
Da jeg kom tilbage fra den tungeste Gang i mit Liv, fandt jeg hende temmelig rolig og sysselsat med at tilberede den Henrettedes jordeklæder (thi det var tilladt, at han maatte vorde begravet i christen jord, dog udi al Stilhed). Hun græd ikke mere; men hun talte heller Intet. jeg taug ogsaa; thi hvad skulde jeg sige hende? og var jeg ikke selv bespændt med mørke Tanker?
En Timestid derefter kom min Vogn med Liget, og kort herpaa foer en ung Mand paa en Hest ind i Gaarden - det var Sønnen. Han kastede sig over Faderens afsjælede Legeme og derpaa, i Søsterens Arme; begge Sødskende holdt hverandre længe omfavnede; men ingen af dem kunde faae et Ord frem.
Om Eftermiddagen lod jeg kaste en Grav ligeudenfor Vaabenhuusdøren til Aalsøe Kirke; der nedlagdes i den tause Midnatstund de jordiske Levninger af den forhenværende Præst i Vejlbye. En Sandsteen, hvorpaa er udhugget et Kors, og som jeg først havde ladet forfærdige til mig selv, bedækker Graven, og minder enhver Kirkegænger om den Ulykkeliges dybe Syndefald, og den menneskelige Naturs Fordærvelse, samt om Syndens eneste Frelse ved Christi Kors!
Næste Morgen vare begge faderløse Sødskende plat forsvundne, og haver intet Menneske siden kunnet høre eller spørge det Mindste til dem. Gud maae vide i hvilken Afkrog de have skjult sig selv for Verden.
Herredsfogden skranter bestandig, og troes ikke at leve. jeg selv er saare betagen af Sorrig og Kummer, og tykkes mig Døden at maatte være det højeste Gode for os Alle tilhobe.
Gud gjøre imod os efter sin Viisdom og Barmhjertighed.
Herre! hvor urandsagelige ere dine Veje!
I min Embedstids otte og tredivte Aar, og een og tive efter at min Naboepræst, Hr. Søren Qvist i Vejlbye, var bleven sigtet, dømt og henrettet for et Mord paa een hans Tjenestekarl, hændte det sig: at en Stodder kom her i Præstegaarden. Han var en gammelagtig Mand med et graaagtigt Haar, og gik ved en Krykke. Ingen af Tyendet var just tilstede, jeg gik derfor selv ud i Kjøkkenet, for at give ham et Stykke Brød; og spurgte jeg ham da, "hvorfra han var?" Han sukkede og svarte: "ingensteds fra." Jeg spurgte derpaa om hans Navn; han sukkede atter, saae sig frygtsom omkring, og sagde: "de har kaldt mig Niels Bruus." Det foer i mig, og jeg sagde: "det er et grimt Navn; saaledes heed ogsaa En, der blev slaget ihjel her omkring, for en Snees Aar siden." Han sukkede endnu dybere, og svarte: "det var ikke saa godt, jeg havde døet dengang; det har bekommet mig ilde, at jeg rømte ud af Landet." Haaret rejste sig paa mit Hoved, og jeg tog til at ryste af Forfærdelse; thi nu tyktes mig, at jeg grandgivelig skulde kjende ham igjen; tilmed var det, som om jeg saae den livagtige Morten Bruus for mig, hvem jeg tre Aar iforvejen kastede jord paa. jeg ryggede mig tilbage, og slog et Kors for mig; jeg tænkte det var et Gjenfærd. Men han satte sig paa Skorsteensskjødet, og sagde: "Herre Gud, Fa'er! jeg hører, min Broder Morten er død. Jeg var ved Ingvorstrup; men den nye Mand gjennede mig væk - lever min gamle Huusbond, Præsten i Vejlbye?" - Nu faldt det som Skjæl fra mine øjne, og jeg ahnede strax Sammenhængen i hele den gruelige Historie; men jeg var saa fornummen, at Mælet i nogle Minutter var mig formeent. "ja" sagde han saa, og beed graadig paa Brødet, "det var Mortens Skyld Altsammen - men kom Præsten ellers i Fortred?" - "Niels! Niels!" raabte jeg i mit Hjertes Skræk og Afskye, "Du har en blodig Synd paa din Samvittighed; for din Skyld har den uskyldige Mand maatter lade sit Liv for Bøddelens Haand." Brødet og Kjeppen drattede fra Stodderen, og selv havde han nær segnet om i Ilden. "Gud forlade Dig, Mortenl" stønnede han, "det meente jeg ikke - Gud forlade mig min store Synd! - men det er dog vel kun saa, I vil rædde mig? - jeg har nu vandret herind lige fra langt ude paa hiin Side Hamborg, og ikke hørt et Ord herom. Der har heller Ingen kjendt mig førend Fa'er, og jeg ikke aabenbaret mig for nogen Anden; men da jeg kom igjennem Vejlbye, og spurgte om Præsten var levende, svarede de: Ja." "Det er den nye" sagde jeg, "men ikke den, som I og jer ugudelige Broder har skilt ved Livet." Da begyndte han at slaae Hænderne sammen og hyle og give sig, saa jeg vel mærkede: at han kun havde været et blindt Redskab i Djævelens Haand; ja jeg begyndte endmere, inderlig at ynkes over ham. Og tog jeg ham derfor ind med mig i mit Studerekammer, talte til ham nogle trøstelige Ord, og fik da Irans Sind saavidt i Rolighed, at han i Stødemaal forklarede og udlagde mig alle Ting i dette Helvedes Skarnstykke.
Broderen Morten - en Belials Mand - fattede et dødeligt Had til Hr. Søren i Vejlbye fra den Tid af, han nægtede ham sin Datter til Hustrue. Saasnart derfor Præsten var bleven skilt ved sin forrige Kudsk, fik han sin Broder til at lade sig fæste i dennes Sted. "Og pas nu vel paa" havde han sagt til Niels, "naar Lejlighed falder, saa ville vi spille den sorte Mand et Puds, og det skal ikke blive din Skade." Niels, som var stiv og studs af Naturen, og dertil ophidset af Morten, kom snart i Klammerie med sin Huusbond; og saasnart han havde faaet den første Tugtelse, glemte han ikke at melde det paa Ingvorstrup. "Lad ham nu slaae Dig eengang til" havde Morten sagt, "saa skal han faae det betalt; kom strax til mig, og lad mig det vide!"
Da var det han yppede Kiv med Præsten i Haugen, og Iøb derpaa uden Ophold til Ingvorstrup. Brødrene mødtes udenfor Gaarden. Niels fortalte det Passerede. "Har Nogen seet Dig paa Vejen herhid?" spurgte Morten; Niels meente nej. "Saa skal vi," sagde Morten, "jage ham en Forskrækkelse ind, han ikke skal forvinde de første fjorten Dage." Nu blev Niels ført hemmelig ind paa Gaarden, hvor han holdt sig skjult til Aften. Saasnart Alle vare til Ro, gik de samlede hen til et trebundet Markeskjæl, hvor der tvende Dage tilforn var nedgravet Liget af en Karl paa Niels's Alder Størrelse og Udseende. (Han havde tjent paa Ingvorstrup' og der hængt sig selv, som der mumledes om, af Desperation over Bruusens tyranniske Behandling og Trusler; hvorvel Andre sagde, det var af Kjerestesorger.) Dette Liig grove de op igjen, hvor nødig end Niels vilde; men Broderen tvang ham - og slæbte det hjem til Gaarden; thi det var tæt derved. Nu maatte Niels afføre sig alle sine Klæder, dem Liget, Stykke for Stykke, igjen iklædtes; endogsaa en Ørenring blev taget med. Derpaa gav Morten den Døde et Hug over Ansigtet med en Spade, og eet i Tindingen, og forvarede ham saa i en Sæk til næste Aften. Da bar de Sækken til Skoven, som ligger tæt ved Vejlbye.
Niels havde vel flere Gange adspurgt Broderen, hvad han havde isinde, og hvad alle disse Anstalter skulde til; men denne havde bestandig svaret: "det behøver Du ikke at kjære Dig om - det faaer at være min Sag." I Skoven siger Morten til ham: "nu skal Du hente mig een af Præstens daglige Kjoler, helst den lange grønne, jeg har seet ham gaa med om Morgenen!" Niels svarede: "det tør jeg ikke, for de hænge i hans Sovekammer." - "Saa tør jeg selv" siger Broderen; "og gaae nu din Vej, og kom her aldrig meer! her har Du en Pung med hundrede Daler. De holde vel ud, til Du kan faae Dig en Lejlighed i Sønden, men langt borte! hører Du! hvor Ingen kjender Dig. Giv Dig et andet Navn, og sæt aldrig din Fod mere paa dansk Grund. Gaae om Natten, og hæl Dig i Skoven om Dagen; og her er Madposen, jeg tog med fra Gaarden; den kan føde Dig, til Du kommer ud af vor Konges Landemærker. Skynd Dig nu, og kom her ikke igjen, saafremt Du har Dit Liv kjert."
Niels adlød, og dermed skiltes Brødrene ad, ej heller saae de hverandre siden fra den samme Dag af. - Den Rømte havde døjet meget Ondt i fremmede Lande, var bleven hværvet til Soldat, havde tjent i mange Aar, og været i Krig, hvor han mistede sin Førlighed. Fattig, svag og ussel fik han isinde at søge sin Fødestavn, og havde under megen Nød og Besværlighed fægtet sig igjennem.
Saaledes Iød i Korthed det fatale Menneskes Beretning, om hvis Sandfærdighed jeg desværre ikke kunde bære Tvivl. Og blev det mig altsaa klart, hvorlunde min ulykkelige Medbroder var falden som et Offer for den nedrigste Ondskab, for sin Dommers og for Vidnernes Forblendelse, og for sin egen lettroende Indbildningskraft! Ak! hvad er dog et Menneske, at det tør opkaste sig til Bloddommer over sin Lige? Hvo tør dog sige til sin Broder, Du est skyldig at døe? Kun Gud hører Hævnen til; kun den, som giver Livet, tør alene give Døden. Han lønne Dig nu ogsaa hisset for den bittre Martyrdød, Du her maatte lide, med det evige Livs uendelige Glæde!
Jeg fandt mig ikke beføjet til at angive den sønderknuste og angergivne Synder, saameget mindre som Herredsfogden endnu levede, hvem det vilde være en Grusomhed at oplyse om hans skrækkelige Vildfarelse, før han vandrede heden, hvor Alt det skal komme for Lyset, der endnu er skjult for vore øjne. - Jeg stræbte derfor langt hellere at yde den Tilbagevendende Religionens Trøst, og formanede ham dernæst paa det alvorligste til at fordølge sit Navn og den hele Begivenhed for alle Mennesker. jeg lovede ham paa dette Vilkaar Huuslye og Pleje hos min Broder, som boer i en langtfraliggende Egn.
Næste Dag var en Søndag. Da jeg sildig mod Aften kom hjem fra mit
Annex, var Stodderen borte; men inden det blev Aften den følgende Dag,
var Tildragelsen bekjendt over hele Nabolauget. Dreven af sin urolige
Samvittighed havde han iiet afsted til Rosmus, og fremstillet sig som
den rette Niels Bruus for Herredsfogden og alt Tyendet i Gaarden.
Herredsfogden fik en Rørelse, og døde inden Ugens Ende; men Niels
Bruus fandtes Tirsdag Morgen liggende død udenfor Aalsøe Kirkedør, paa
den salige Søren Qvists Grav.
