Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Reise til Verdens Ende. 9
at jeg aldrig kunde faa lov til at gaa nogen af alle de veie og
stier, som førte ud, blot dem, som gik ind. Naar jeg en enkelt
gang fik følge hende paa veie, som bar ud, da rynatte jeg
holde i hendes forklædebaand og vralte vakkert efter, hvor
hun spadserede foran. Ofte maatte jeg ogsaa sidde inde i
sæteren hos bror Halgrim, der laa i en stor kurv, som hang
høit oppe i luften. Han sparkede, og han spændte, han rystede
sig og skreg, at jeg skulde vugge ham.
Til andre tider, naar lillebror sov, blev jeg tvungen til
at sidde aldeles stille paa en trebenet krak nede i boden hos
Gamle-Anne og hendes sortspettede peisgris, som stedse og
altid vilde sætte sit smudsige asketryne ind paa mine nysko.
Rørte jeg paa en fod, selv om det var blot et bitte lidet gran,
saavidt man kunde øine det, da blev hans madmor lyfende
gal, espede sig og slog efter mine fødder med en brisk og sa,
jeg drev paa med at erte peisgrisen! hendes, sa hun. Han blev
olm af det, at jeg flyttede paa fødderne, og da- maatte hun
dræbe ham, og da fik hun tørt flesk, sa hun.
Nei, da var det morsommere at lege med Lille-Ingebjørg
oppe fra en af de andre sætre. Naar hun slog følge, da havde
jeg lov til at gaa stierne saa langt som til de første gran-
buske; men disse stod jo lige i kanten paa sætervolden. Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
