Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72 Hallvard Bergh.
jeg ikke tage ham i toppen eller bage hans rygstykker for det
men lade ham drive paa, til han blev kjed af alle sine løgne.
Mens jeg tænkte over disse ting, hørte jeg, det ruslede
inde i buskene. Jeg mente, det var vinden, men pludselig
løb der et stort dyr frem af skogen. Det var sort af farve
og gik paa fire. Maanen lyste lidt, og jeg saa det tydelig.
Det var vist en bjørn eller maaske en ræv. Ligevel blev jeg
ikke det mindste ræd. Var det nødvendigt at være ræd nu,
da jeg havde Vorherre til at passe mig?
Det sorte dyr stod og undredes en liden stund, saa hop-
pede det bent paa mig, knistrede og peb og holdt en umaade-
lig larm. Jeg fik ikke rørt mig. Tilslut skubbede det mig
ned af stenen, saa jeg trillede udover bakken lige ned til en
gammel birkerod, og netop der laa min røde tophue; men jeg
fik ikke tid til at sætte den pan mig, for det store dyr kom
efter og peb og hven ind i mine øren, Alt i et kjendte jeg
en varm tunge og en kold næse snart paa mine hænder, snart
i mit ansigt. Og det store skjærf, jeg havde om halsen, tog
det fat i med tænderne, rystede og drog og knurrede.
Langt om længe lykkedes det mig at jage dyret væk, saa
jeg slap op. Nu opdagede jeg til min store glæde, at det
hverken var ræv eller bjørn. Det var »Sikkerc, som holdt
saadan støi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
