Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Shakespeare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Shakesp eares epilog.
325
det er vanskelig ikke å opfatte det som en epilog til hele Shakespeares
diktning. Det synes helt å være skapt av hans fantasi, man har
forgjeves søkt efter kilden til det. Det er et tryllespill og det virker
som forklaret. Det er ikke noget drama i almindelig forstand.
Pro-spero, trollmannen, vet alt, kan alt. Han svinger sin tryllestav og
det skjer. Allting skjer på en fortryllet ø med et tropisk preg. Alt
ondt hører fortiden til, ligger tolv år tilbake. Alt er tilgitt, men alt
skal gjøres godt igjen. Mordforsøket er bare klovneløier. Prospero
fører de to unge sammen, det er elskov ved første blikk, men
elskoven har underets glans over sig. Miranda står som en guddom
for Ferdinand. Og for henne som er vokset op på den øde ø og
som aldri har sett en ung mann, er han en åpenbarelse. Her
huserer de overnaturlige vesener, Caliban og Ariel. Caliban er
uhyret, dyr og menneske i ett, full av villmannslyst og av hat. lever
i forestillinger fra urtiden, en sjømann med sin vinflaske biir for
ham til en gud og han tilber vinens salighet. Ariel er luftånden,
synlig og usynlig, har tusen skikkelser, er ild, havfrue, rovfugl. Han
er guddom og dog Prosperos tjener, men han er fylt av lengsel
efter friheten. Han lever i musikk, i gjekkende lyd, han galer,
skratter, trommer. Men sig selv er han i æolsharpens toner, i
samklang med luftens sus; sig selv er han som den svevende
luftånd. Puk i Midtsommernattsdrømmen spreller og hopper. Ariel
svever. Det er det åndigste Shakespeare har skapt. Stykket er
som omsvevet av drøm og uendelighet. „Vi er det stoff, som
drømmene er skapt av, — vårt korte liv er ringet inn av søvn,“
forkynner Prospero. — Ved stykkets slutning avsverger han sin
trolldom og begraver sin trolldomsstav. Han kalier på de små alfer
fra høi og bekk, fra sjø og land,
— ved hvis hjælp (selv om I kun
er svake hjælpere) jeg har formørket
middagens sol og vækket stormens oprør
og reist en vild og vældig krig imellem
det grønne hav og det azurblaa hvælv;
jeg har git ild til tordnens skræmmeskud
og splintret med hans egen tordenkile
Jupiters stolte ek; det sterke forbjerg
har jeg til vaklen bragt, og gran og ceder
med roten rykket op, og pà mit bud
har graver aapnet sig og vækket op
de sovende og lat dem reise sig.
Saa mægtig var jeg. Men min trolldomskunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
