Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Romantikken i England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256
Romantikken i England.
siske poeter som mønster op imot dem. Og efter denne bedrift
reiste han utenlands. Ganske visst var det bekymringsfullt med
hans økonomi, men han drog som en storherre med fire tjenere.
Det blev en ferd gjennem de villeste og mest barbariske egne. Han
reiste gjennem Spania, hvor krigen raste, han red gjennem Albanias
fjell og seilte mellem de greske øer. Man fortalte om de villeste
bedrifter i kamp og kjærlighet og mannskraft: han hadde svømmet
over Hellespont, han hadde været til møte med den berømte Ali
pasja. Han hadde sprengt haremsporter og befridd tyrkerinner, han
var blitt høvding i kampen mot tyrkerne og hadde befridd en gresk
ø fra deres herredømme.
Med glorien av disse bedrifter kom han hjem, hvor han holdt
sin jomfrutale i Parlamentet og utgav sin „Childe Harold", — de
nuværende to første sanger. Suksessen var grenseløs, han „våknet
en morgen og fant sig berømt". Den bleke, ensomme ridder med
det melankolske, demonisk betagende blikk, for hvilket all giede
visner, — han førte her leseren til de egner som Byron selv hadde
sett, til valplasser, byer og slott, til steder som rummet minne om
ære og skjensel, til den ville, usedelige tummel i Cadix, til
tyrefekt-ningene, til Albanias fjell og Hellas’ daler. Og han betrakter det
alt sammen med en livsled speiden efter ormen bak rosene, efter
sukket bak gieden. Men ut fra hans sjel stiger patetiske oprop til
spaniere og grekere om å reise sig. Det er Byron i ridderdrakt —
i den første nedskrift het diktet Childe Burun, med den
middelalderske form av Byrons navn —, hans holdning er høitidelig og
velstudert, og den statelige Spenser-strofe gjorde den sorte ridders
drakt og hans blaserthet enn mere imponerende. Hvor tok han sig
ikke ut denne René på vers:
Tidt havde Harold elsket eller drømt
han elsked, — Lidenskab er jo kun Drøm,
lukt var hans Hjerte nu som banked ømt.
Han havde end ej øst af Lethes Strøm;
og han om Elskov havde lært at dømme:
det bedste som den ejer er dens Vinger;
er den end skøn og ung, dens Miner ømme,
fra Glædens Kilde dog der Malurt springer,
som over Blomsterløvet bittert Giftskum bringer.
Dog var for Skønhedsformen han ej blind,
men som den vise kysk forbi han skred, —
ej saa at over sligt et smittet Sind
Visdomsgudindens rene Øje gled, —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
