Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nordisk litteratur efter naturalismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sophus Claussen.
661
Det solblaa Hav, som gør Kysten vaad,
har biødet Racen, som bor derpaa,
gjort os milde til Latter og Graad —
alle Kvindernes Øjne er blaa.
En Sommerdags Bølger, der sagtelig slaa,
saaledes er Øjnene ganske blaa.
Ved Maj bliver Løvet grønt over Land,
saa paa Grønt og Blaat har vi bedst Forstand.
Det hadde han skrevet til sin egen giede og efter sitt hjertes
trang, for pà pikeøine og den grønne vår forstod han sig allerbest,
og det var efter hans natur at disse springske vers hoppet litt ut av
meningen og alvorstonen. Der er i hans dikt en uendelig rekke
piker av forskjellig type, sorthåret og lyshåret, men når han får
dem på gli, får de allesammen blanke øine og røde kinner, og når
han ser inn i disse øine, biir det stadig vår i hans sinn, selv når
han vandrer med sin pike i vinterfrost og måneskinn på de hvite
villaveier.
Vinterdøgn hos dig kun vække
Savn mod aabne Havnes Sol,
Hvor du bænker al din kække
Ungdom i en lett Gondol.
Der staar skrevet paa din Pande: Grønne
Lande — Sommersol!
Det er samme motiv som i Vielé-Griffins dikt om skøiteløpet;
men det virker her friskere og naturligere og passer for en diktér
som har sommersol i brystet, og hvis minste kunst det er å hoppe
fra vinter til sommer. Hans kunst består nemlig i det at han ikke
holder sig på pletten. Ikke bare blandt pikebarn, men også i
tankenes verden er han den flagrende sommerfugl som ikke ender der
hvor han begynte. Ta således diktet „Hvidtjøm“. Allting er der
smeltet sammen, landskapet med de gressende kuer, tjørnen med
de hvite blomster; naturligvis er der en pike med, og hun har
trosset regnværet, står der med våte skjørtekanter og våte føtter og
vinker til ham, og han kommer; han har brutt hvittjørnens blomster
for å bære hennes farve. Og så biir alt levende om dem, „ødselt
hulker regnbegydte — Nattergales Toneflod", og myggene
„forkjølet summer om min Hvidtjørns røde Blod". Og hun, det lille
vesen, biir både til hvittjørn og bekken som siirer gjennem det hele.
Men så svinger det om. Hun begynner å eksaminere ham om hans
eventyr på fremmede steder, og han tilstår at de er mange og mange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
