Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nordisk litteratur efter naturalismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helge Rode og Ludvig Holstein.
665
Jeg er Fuglenes Ven! Jeg er Lethedens Aand.
Jeg blev sendt for at lære jer flyvende Flugt,
for at afkaste Byrder og opløse Baand,
for at skænke jer Æterens liflige Frugt.
I denne dikteriske, blide ekstase så Helge Rode himlene åpne.
Hans religiøsitet førte ham over i kristendommen, og han bekjente
sin nye tro i „Pladsen med de grønne Træer“. Det var
evighets-tanken, det uforgjengelige „Jeg er“ som besjelet denne kristendom.
Dens type var avgjort intellektualistisk, — en tankedikters
kristendom. Også Ludvig Holsteins poesi er besjelet av en blid ynde, men
denne ynde er helt jordisk. Hans første „Digte“ fra 1895, — det
varte tyve år før hans næste diktsamling utkom — bar som vignett
billedet av epleblomster, og han elsker fremfor alt disse hvite
blomster med en hemmelighetsfull purpurglød under huden. Det er for
ham den fineste, skjæreste og rikeste åpenbarelse av våren, og
Ludvig Holstein er vårens elsker. Han følger den fra de første
tulipaner på vintertorvet og de første sneklokker som bryter frem straks
sneen er borte, til bøkenes kroner står lysegrønne, og i dem lyder
solsortens sang:
Dit Næb blev som det blanke Guld
og sort som Sod din Skjorte.
Din Strube jubler sødmefuld
ved Solopgangens Porte.
Og fløjter du i Herlighed
fra Granerne, de høje,
den store Sol bag Skove ned
med Himlen i dit Øje,
er al din Sang en Stjernehelg,
som risler Gud i Møde,
og saligt drypper fra dit Svælg
den klare Aftenrøde.
Da senker himmelen sig blidt over jorden, og jorden med sin
vårduft hever sig op mot en drøm som er den nær, men som den
aldri skal nå. Denne skjønnhet som har dikterens hele hjerte, er
skildret i en stil som først og fremst er fortrolig og inderlig, med
uttrykk som er hverdagslige, umiddelbare, men som smelter inn i
vers av en betagende vellyd. Med rette har man kalt Ludvig
Holstein for nattergalen i denne tids danske poesi. I hans senere
diktsamlinger „Løv“, „Mos og Muld“ og „Æbletid* vider stemningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
