Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nordisk litteratur efter naturalismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aakjærs jyske bondepoesi. 673
Rundt om ved det modne korn går de to gamle, Jens og hans
viv. Alt har de delt, fat og seng, nød og lyst gjennem mange
Herrens år. Det er sommersøndag, og de har kisteklærne på, og de
vandrer rundt og ser om rugen er moden. De rekker hverandre
dens kjerner og smaker. Og med kjærlighet ser de på alle dyr og
på hvert strå, og så vandrer de glade hjem, Jens og hans viv.
Idyllen er stemt i alle toner her i Aakjærs „Rugens Sange“. Men
når høsten bæres inn, stiger det til en rent religiøs høitidsfølelse:
Den kjære Rug var Gjæsten,
som gjorde hvert et Barn saa spændt;
se, Far han lægger Vesten
og ser saa indadvendt:
En Skjælven i et ydmygt Sind,
en Bøn til Altets Skaber,
før Avlen bringes ind.
Det gaar mod Aftentide;
snart skinner Maanen fuld og rund
paa Gavl og Vægge hvide
og ned i Vognens Bund.
Mor standser træt og titter ind;
Far kommer hen til Lugen
og klapper hendes Kind.
Og mellem Hjulets Eger
gaar Stjerneblink og Maaneskin,
og milde Vinde hveger,
mens Barnet slumrer ind.
Saa slutter Far i Jesu Navn,
og Hjemmet gaar til Hvile
med Høsten i sin Favn.
Slik gjør de kjære barndomsminner Jeppe Aakjær til
bondelivets og naturlivets milde, idylliske dikter. Ikke nok dermed!
Kjærligheten til den gamle tid får ham også til å slå et slag for
bevarelsen av den jyske hede, den hvis opdyrkning var tidens store
foretagende. Den skal ligge fri og uberørt med sitt frie naturliv, med sitt
vidsyn som et urtidsminne. Han harmes både over de sorte skoger
hvor trærne er plantet og står i geledder som prøisiske soldater,
han harmes også over de „husmandskarrige smaa firkantsbidder",
„hvor graa havrestraa næppe kan raabe hinanden op". Denne
skog-plantning og denne opdyrkning vil utslette den gamle, fri hede; og
dikteren roper harmfullt:
43 — Bing. III.
♦
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
