Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ikke fortælle paa mere kortfattet Maade end
denne:
Hvem der turde hilse! sukkede Knøsen.
Hvis du har Lyst til at hilse paa mig, véd du, hvor
jeg boer, svarede Lola.
Og Tur iddu hilste saa tidt paa hende, at Santa slog
Vinduet i for Næsen af ham. Naboerne pegede smilende paa
ham og rystede paa Hovedet, naar han gik forbi. Lola s
Mand var paa Rejse til Marked med sine Muldyr.
Medens Mérimée har sin Glæde af
Vildskaben, er det en dyb Medfølelse, som helt
igennem inspirerer Verga’s Kunst. Den dirrer
ge?inem alle Fortællingerne, endda den aldrig
ligefrem giver sig Udtryk, Medfølelse med den
umaadelige Fattigdom, med Uvidenheden, med
Mishandlingen af den, der gaa for Lud og
koldt Vand, med den Svage, den Forviltrede,
den fortumlede Oprørske.
Tidt sætter Verga sig saa nøje ind i disse
Personers Tænkemaade, at han skriver ganske
i deres Aand. Et Eksempel fremfor alle er den
gribende Historie om »Den røde
Sandgraverdreng«. Man agte paa en Sætning som denne
da Moderen fører Sønnen ned i Gruben efter
at Faderen er omkommet der: »Hun græd, men
Brødet skal jo fortjenes, og et Sted skal det jo
komme fra« eller som denne om Sønnen: »Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
