Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XLII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
nøiet kan vi være med vort kvældsarbeide, " ti
skotterne havde lidt stort mandefald.
Nu kastet det fremmede skib anker, og folkene
hoppet overbord og søgte hen til Ulvars. Frem
mest var en høi, mørk mand; han slog en skibs
ljaa i rælingen og svang sig op. Han løb frem
til masten, der Ulvar stod, mens han ropte paa
norsk :
Vel kjæmper du, unge høvding, og heldig
kom vi, saa vi kan hjælpe slige karer."
Straks efter var skibet fuldt af hans folk, og
nu vendte sagerne sig slig, at skotterne sprang
paa sjøen og søgte stranden, men mange var de
ikke, som kom iland.
Da nu striden var tilende, kastet den frem
mede de faldne skotter overbord og lod Ulvars
skib slæbe ud ved siden af sit eget. Det viste
sig da, at det havde faat saa stor skade, at det
ikke kunde flyde mere. Den fremmede bad der
for ham og folkene hans gaa ombord hos sig,
lod sætte seil og stod tilhavs. Nu havde de god
bris, ti stormen var stilnet af.
Den fremmede forbandt Ulvars og hans mænds
såar og fik høre alt om striden. Han sa, han
hed Uspak og var født paa Island, men han bodde
i Northumberland, og hans folk var norske og
danske derfra.
Da det blev mørkt, kastet de anker i et sund
og gik tilro. Uspak og Ulvar laa paa samme
leie indunder dækket. Ulvar laa vaagen, ti hans
Uspak — uklog.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
