Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XLIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157
sig for den fremmede og gav ham haanden, mens
han lo af glæde — og nu skjønte Vigdis, hvem
det monne være, han som havde kaldt sig Uspak.
Da vilde hun gaa frem i kirken; men hun orket
ikke stige frem paa gangen ; hun gik langs væggen
og støttet haanden mod tømmerstokkene, til hun
kom bort i krogen, og der vilde hun knæle ned;
men kvinderne gjorde plads for hende, at hun
kunde komme op til alteret. Hun vendte ansigtet
bagover og saa, at Ljot stod endda ved døren og
stirret efter hende, og Ulvar var ved hans side.
Da gik hun videre, og hun faldt ned fremme ved
alterringen, mens hun støttet hodet mod væggen
og gjemte sit ansigt i hænderne.
Alt som sangen steg og faldt omkring hende,
løb der ilinger over Vigdis som is og ild, og hun
skalv af rædsel for dette møde. Nu tyktes hende
som igaar, den kvæld de først saaes og alt som
var hændt mellem dem. Da skred det af hende,
alt som var vokset op med tiden, som stenraset
skraber groren og skogen af fjeldvæggen, til
berget staar nakent, og hun syntes, hun havde
kun ventet paa i alle de aar, at leken skulde bli
leket tilende mellem de to.
Jo længer hun laa der, desmere blev hun ræd
for at tale med Ljot. Der var en glugge i væg
gen nede ved gulvet, der hvor hun laa, og træ
tolden var tat ud; hun saa sneen skinne udenfor
og hørte hestene knægge og ringle med bigslerne
paa kirkebakken ; da reiste hun sig op midt under
messen og flygtet ud af kirken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
