Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XLV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
163
Ljot var lige saa hvid i sit ansigt som den
drivende sne, mens han svarte:
Hvassere skjærer din tale nu end kniven din,
sidst vi tåltes ved, og gjerne mistet jeg nu livet,
kan det trøste dig — men endda siger jeg dig,
Vigdis, at min sorg var lige saa tung som din —
ti det ved ikke du, hvor elendig den lever, som
længes efter sin kjæreste ven."
Sandt er det," siger hun, jeg ved ikke mere
om elskov, end du lærte mig hin kvæld paa
horget, og siden var jeg ræd hver mand som
bad mig."
Ulvar tog nu tilorde:
Til ulykke var det, at dere to mødtes nogen
sinde — men mindes nu det, mor, at han berget
livet mit for mig, og ingen far har vist sin søn
slig kjærlighed, som han har vist mig." Dermed
brast han i graat.
Vigdis saa paa sønnen og sa:
„ Mindes du det, at du lovet engang at hevne
mig?"
Da mælte Ljot:
Jeg havde tænkt det, at vi kunde forlige os
for Ulvars skyld — men jeg skjønner, du kan
ikke forlade mig; dertil har jeg gjort dig formeget
ondt. Nu skal jeg reise did jeg kom fra; men
Ulvar skal eie alt mit gods."
Vigdis skreg:
Alt tog du fra mig en gang, og nu kommer
du hid igjen og plyndrer mig igjen. Jeg la det
ud for ulv og ørn, det barnet du tvang mig til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
