Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XLVI - XLVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167
saa du ikke arver vor lykke. Gjør nu, som din
mor vil; længe har jeg længtet efter, at mit hode
skulde ligge i hendes fang."
Straks efter krympet han sig sammen og døde.
XLVII.
Vigdis gik i stuen og drev over gulvet; hun
tog kappen sammen om sig og kastet den af igjen,
endda kulden var saa haard, at rimen gnistret
paa stuevæggen. Da satte hun sig bort til aaren,
men alt i et stod hun op igjen og gik til døren;
tilsidst blev hun staaende der og speidet ud, mens
solen sank rød ned i frosttaagen.
Da saa hun en mand ride frem i skogbrynet;
hun kjendte Ulvar, og han for alene og red fod
for fod — knærne tog til at skjælve under hende,
og hun gik bort og satte sig ved ilden igjen.
Hun orket ikke se op, da hun kjendte, at
Ulvar aabnet døren. Han bar en bylt i hænderne
og la den tungt i hendes fang, gik forbi hende
uden at tale og md i sovestuen; han skjøv skaa
ten for indenfra.
Vigdis blev siddende og la hænderne over det,
som hun holdt i knæet. Der var svøbt en rød
silkekappe udenom, og hun drog kjendsel paa
den; det var den samme, hun havde sydd ud
engang og git Veterlide Glumsøn. Den var stiv
frossen, saa det knistret, da hun tog i fligerne for
at slåa den tilside. Da holdt hun inde og sad
som før. Men om en stund tog bylten til at tine,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
