Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jernbanen og Kirkegaarden, Fortælling af Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men ingen Vogn. Endelig hører hun, det durer i den
haarde Vej, Hjertet slaar saa hurtigt som Vognhjulene gaa
rundt, hun holder sig til Dørkarmen og ser, Vognen
kommer, kun Een sidder i, hun kjender Lars, som ser og kjender
hende, men kjører forbi uden at standse: nu blev hun ræd
tilgagns! Hun kjendte ikke Benene under sig, hun vaklede
ind og sank ned paa Bænken under Vinduet. Børnene
bleve bange og kom om hende, den Mindste spurte efter
Far, thi hun talte aldrig med dem om Andet end om ham.
Det var saadant Hjertelag i ham, derfor elskede hun ham,
men nu var dette Hjertelag ikke hjemme hos dem, derimod
ude i alt Slags Bestyr, hvor han selv blev ulykkelig og
gjorde alle dem ulykkelige. Bare der ikke var hændt noget
Galt, thi Knud var saa opfarende, – hvorfor kom Lars
alene? hvorfor standsede han ikke? Skulde hun springe
efter ham? eller nedover mod Manden? Hun pintes og
Børnene trængte paa og spurte hvad det var. Men for
dem vilde hun ikke være ved det, saa hun rejste sig, og
sagde, at de maatte spise Kveldsmaden alene, stellede saa
tilrette og hjalp dem. Hun saa Alt i Et nedover Vejen.
Han kom ikke. Hun klædte af dem og lagde dem ned,
og den Mindste læste sin Aftenbøn, mens hun stod over
ham. Hun bad selv saa inderligt med i Ordene, som den
spæde Mund saa trøstig sagde foran, at hun ikke lagde
Mærke til Skridtene udenfor. Knud stod i Døren og saa
sin lille Forsamling i Bøn. Hun rejste sig op, alle Ungerne
ropte "Far!" – men han satte sig strax ned og sagde stille:
"Aa, lad ham læse den engang til." Moderen gik bort til
Sengen igjen, forat han ikke skulde se hendes Ansigt imens;
thi det vilde have været som at blande sig ind i hans Sorg,
før han selv følte Trang til at sige den. Den Lille foldede
Hænderne over Brystet, alle de Andre med, og han
fremsagde:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
