Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Jernbanen og Kirkegaarden, Fortælling af Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tredie Kapitel.
Lars gik omkring i de store Stuer paa Høgstad uden
et Ords Lyd. Konen, som elskede ham, men altid i Frygt
og Bæven, turde ikke engang vise sig. Gaardsstellet,
Huset maatte trives som det kunde, derimod voxede der op
en Mangfoldighed af Breve, som foer frem og tilbage mellem
Høgstad og Bygden, Høgstad og Posten, thi han havde
Krav paa Formandskabet, fik dem ikke godkjendte og
anlagde Proces, paa Sparebanken, fik dem atter ikke
godkjendte og anlagde atter Proces; af Yttringer i
Korrespondencen herover tog han Forargelse og anlagde Proces,
nu mod Formandskabets Ordfører, nu mod Sparebankens
Formand. Samtidig stod forfærdelige Artikler i Bladene,
som efter Rygtet skreve sig fra ham, og som satte stor
Splid i Bygden og rejste Nabo mod Nabo. Undertiden
var han borte hele Uger, Ingen vidste hvor, og naar han
saa kom igjen, levede han indestængt som før. Ved
Kirken var han ikke seet, siden det store Optrin i
Repræsentantskabet.
Da kom Posten en Lørdagskveld med den Tidende, at
Jernbanelinjen skulde gaa frem gjennem Bygden alligevel,
og over den gamle Kirkegaard ! Det slog ned som Lynild
i alle Hus. Formandskabets enstemmige Optræden havde
været forgjæves, Lars Høgstads Anseelse havde været
stærkere. Dette havde hans Rejser betydet, dette havde
han udrettet! Det var uvilkaarligt, at Beundringen over
Manden og hans sejge Udholdenhed maatte dæmpe
Misnøjen med at have tabt. Og jo mere man talte derom,
desto bedre fandt man sig tilrette deri; thi det Skete
har altid Grunde i sig selv, som man lidt om lidt bliver
nødt til at finde frem, naar det nu engang ikke kan være
anderledes. Man samledes ved Kirken Dagen efter, og
man kunde ikke Andet, man maatte le, naar man traf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Tue Dec 12 13:53:39 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/vintgron/0033.html
