Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - To Streger, Fortælling af Carit Etlar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det begyndte at mørknes, men der var kun et kort Stykke
Vei tilbage, Baronessen lod Tjeneren blive ved Vognen,
selv gik hun ad Fodstien som forte igjennem Skoven og
gik til Herregaarden.
Deroppe sad paa samme Tid tre Personer i en af de
store Vinduesfordybninger i Dagligværelset. Den Ene var
en ung Pige i en sort og noget falmet Silkekjole, den
Anden en gammel Kone, høi, mager, med en kroget Næse,
om Hovedet en tætsluttende Kappe, nedenfor hvilken to
store Bukler af et tykt lysegraat Haar faldt ned i Panden.
Det var hende Tjeneren havde omtalt som Fru Martha
fra Sandvigen. Den unge Pige ved hendes Side var
Baronesse Maria Cornelia. Den Tredie var Hr. Valter
Ramel, Lieutenant i Livgarden, en ung Mand med et
mildt og godmodigt Ansigt, et fiint Overskæg og et
udmærket lysebrunt krøllet Haar. Cornelia havde lagt
sit Hoved paa Fru Marthas Skulder, hendes ene Haand
hvilede i Huusholderskens, den anden holdt Valter bedækket
af begge sine, medens han talede til hende. Deres
Underholdning blev ført i et dæmpet Sprog, thi Døren til det
næste Værelse stod aaben, derinde laa den gamle Grev
Cronhjelm, en ligbleg, udtæret Skikkelse, syg og stønnende,
i en høi Seng, med store røde Gardiner om. Hans yngste
Søn sad og vaagede ved Hovedgjærdet. Aftensolen
skinnede ind ad Vinduet, dens Skær faldt hen over den
unge Baronesses bløde og yndige Træk, og laante hendes
mørke øine forøget Glands, medens hun ufravendt saae
hen paa Valter, og smilede til det han sagde. Der laa
saamegen Lykke og Tillid i disse store og talende øine,
saamegen dyb og inderlig Hengivenhed, og dette Udtryk
mistede de aldrig siden. Han talte om Fremtiden, det var
Billeder fulde af Skjønhed og Fred, han kaldte frem for
de to Lyttende, og det Milde i hans Røst og det
Trohjertige i hans blaa øine lovede endnu mere end hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
