- Project Runeberg -  Vintergrønt /
284

(1867) Author: Christian Richardt
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pilt-Ola, Fortælling af Fru Magdalene Thoresen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

thi Ola tjente mange Penge; han havde allerede kjøbt et
lidet Hus paa Vangen og til Vaaren skulde Bryllupet
staa.

Imidlertid fik Ola ikke al den Handelsklegt for Intet.
Noget maatte gives i Bytte for Snuheden og det dristige
Skjøn, det følte Ingen bedre end Kari. Han kom ikke
mere dagstødt til Gravseidet, og naar han kom var der
noget Vildt i hans Lag, som mere passede foran en ustyrlig
Hest, der skulde tvinges end overfor en liden Gjente, med
Blyghed i Sind og Tanke, der tog et Kjærtegn af ham
som en Himmelens Gave.

Og det tog til. Der kan føies Aarsag til Aarsag i
Hundredevis før Virkningen modnes. De mange Reiser,
Ola maatte gjøre ifølge sin Stilling, forhærdede baade
Sjæl og Legeme; thi Vinteren var streng, og Naturens
Vildhed ubøielig, der maatte Ondt mod Ondt, Haardt mod
Haardt, om det skulde gaa. Saa drak Ola med de Andre,
først til Styrkning og Oplivelse, siden til Tidsfordriv og
endelig til Bedøvelse. Han lærte at sværge paa en Løgn,
saalænge, at Sandheden blev til Løgn og Løgn til Sandhed,
men da var Holdet borte fra ham, og hvor han siden satte
Foden hen, der gled han.

Rundt om i Bygden hed det nok endnu: "Han Ola
fra Gravseidet, kjæk Kar’ det: Maale Knivsod med ham?
Lige det Samme som at maale Syn med Døden!"

Og saa kom Vaaren, men der blev ingen Bryllupsfærd
paa Gravseidet den Gang. Kari havde ikke grædt sig
svag, endda hun havde grædt Taarer i Tusindtal over al
hans Synd og Ugudelighed. Der kom en Stund, da hun
tog Ordet frem, som hun selv havde skjælvet for, og som
hun havde gjemt paa i Stilhed til det var prøvet og stærkt,
og det satte det strenge, grundfaste Skjel imellem dem,
som ingen Overtalelse, ingen Graad og ingen Bøn kunde
rokke eller nedbryde.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 13:53:39 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/vintgron/0292.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free