Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pilt-Ola, Fortælling af Fru Magdalene Thoresen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Saa sad nu Knapstad-Kari ved Sygesengen, der var
hun baade Læge og Præst. Hun havde et forunderligt
Skjøn paa Tegnene til Liv og Død, endda hun aldrig grebes
af det ved første Syn, men maatte gruble sig frem til det
Rette. Og saalænge denne Grublen stod paa tog hun intet
fast Sæde, da gav hun sig Mangt at stelle med og gik fra
og til i en uvis Sumlen med sig selv; men fra den Stund
hun fik Visheden fat, satte hun sig stærk og rolig hen til
Leiet, og baade den Sunde og den Syge følte sig tryg i
hendes Nærhed, hvad enten det bar til Liv eller Død; thi
i begge Fald kunde Dommen læses i hendes klare Aasyn
og i hele hendes Lag, hun tog sig ingen Møie med at
skjule Sandheden. "Det var Guds Villie, og der fik ikke
høres et Kny imod den!"
Dage og Uger gik hen. Sollyset blegnede af, og kun
et bleggult Skjær glittrede i Middagsstunden paa Ruderne
i det gamle Hus, men trængte aldrig ind over Karmen.
Tilslut forsvandt ogsaa det, og Vinteren stod i taus,
ubøielig Trods rundtomkring det. Og vel var det endda,
saalænge den taug; thi naar den oplod sin vældige Røst og
talte med Stormens Tunge, da skjalv baade Levende og
Livløst i Afmagten, og Karis rystende Hus, der stod midt
paa Fjeldvidden som et Kejsgjærde med Snehougene
omkring Væggene og udover det lave Tag, saa ud som om
det var sunken iknæ for Overmagten og kunde ikke reise
sig igjen.
Da holdt det haardt for Kari at stride sig henover det
fygende Snefjeld og Tid imellem søge en Livsfrist til den
Syge. For sig selv havde hun ingen Tanke; det Lidet,
hun kjendte sig trængende til, blev mindre for hver Dag,
som gik; thi med den synkende Livskraft synker ogsaa
Behovet. Og dog var dette den lykkeligste Tid hun havde
levet, om det end ikke var den gladeste!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
