- Project Runeberg -  Vintergrønt /
364

(1867) Author: Christian Richardt
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bedstemoders Manuskript, Fortælling af H. F. Ewald

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

lærte deres Broders Formuesomstændigheder nærmere at
kjende, afsloge de det tilbudte Offer. Deres Bedrøvelse
over Broderens Feiltrin var stor, og de vare enige i saa
vidt muligt at skjule det for Verden.

Men gid alle de, der beflitte sig paa Uret og de, der
forhærde sig i Vantro, med os havde staaet ved min
stakkels Pleiefaders Dødsleie! Gid de havde seet hans
Sjælekamp, da Sandhedens Lys saa seent tændtes i hans Sjæl,
men gid de ogsaa havde været Vidne til den Fred, der
lyste fra hans Aasyn, da Alt var fuldbragt, og han lagde
sit trætte Hoved til Hvile! Dog, hvad vilde det nyttet,
om de havde været der? Et saadant uretfærdigt og vantro
Menneske kom jo tilstede, hans egen Hustru, og hvad Høst
fik hun deraf, undtagen Angst og Forbittrelse ? Nei, kun
ham, hvem Sygdommen naglede til Sengen ligesaa fast,
som Røveren var naglet til Korset, kun ham gik
Sandhedens Ord gjennem Marv og Been.

Han gav mig sin Velsignelse paa en kjærlig og ydmyg
Maade, der rørte mig dybt, og han bad mig tilgive sig, at
han ved at antage sig mig havde vænnet mig til et
mageligt og nydelsesrigt Liv uden at kunne efterlade mig Noget.
Min Fremtid laae ham tungt paa Sinde; men saa betroede
Emil ham, hvad der var skeet, mens han sov. Jeg var nu
hans Trolovede, og da Fader Charles hørte det, lyste hans
øine af Glæde.

Hvad jeg stræber at mindes, det er den Kjærlighed
og Fred, der var over ham i de sidste øieblikke, mens
han endnu havde sin Bevidsthed; jeg glemmer aldrig det
kjærlige og taknemmelige Blik, hvormed han betragtede
Emil, mig og hans yngste Barn, en sød lille Pige, der
havde listet sig ind til os; men da der igjen kom Uro
over ham, og han fantaserede, saa viste det sig dog, at
hans sidste Tanker dvælede ved hans ulykkelige Hustru.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 13:53:39 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/vintgron/0372.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free