Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fester og festskikker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ME 5E47
234 Fester og festskikker
ha det som andre folk. I Telemarken bar man grøt og lefsekling i kværn-
huset til nissen og fossegrimen eller satte det hen paa gravhaugen til
vetten, for at de kunde nyte godt av julekosten.
Dødsfestens uhyggesstemning ruget i denne tid over sindene og
naadde sit høidepunkt da de hjemløse dødninger begyndte at fare Lucie-
messe, hvorfor denne færd mangesteds kaldes for Lussifærden; paa Vest-
landet heter den jolareid eller jolaskreid. Den bestod av ildgjernings-
mænd som ikke fik fred i graven, men nu i julen søkte at trænge ind
paa gaardene for at smake paa juleøllet og julekosten; men da denne
var signet med korsmerke og andre avvergende midler, tok de folk med
sig for at de kunde hente det til dem. Jolaskreia skildres saaledes i Sogn:
y Nøkken rider i spissen paa sin sorte hest. Dernæst kommer gamle lens-
mand paa Dalsøren; det var en stor fæl mand med bjørneskindshue paa,
og ham følger en række av kjendte og navngivne liderlige kvinder og
barnemordersker, ildgjerningsmænd og skjelflyttere, og alle disse støter
til færden paa bestemt givne steder. Trettendagen farer sskreia" nord-
efter ymed kagger og grumhet” og tar med sig folk, der er utenfor
husene og paa veiene” Vildest har sagnet om dødningefærden formet
sig i Telemark og Sætesdal, hvor den kaldes oskoreien (d.e. det for-
færdelige ridt), og folkefantasien har ikke spart paa virkningen, naar det
gjaldt at utmale reiens rædselsfulde fremfærd og vilde, groteske utseende.
yOskoreia reiser adskillige gange i julen, og især naar store drikkelag
er i nærheden," heter det fra Telemarken. yDe er aander som ei har
gjort saa meget godt, at de kan fortjene himlen, og ikke saa meget ondt,
at de kan tildømmes helvede, da de bestaar av drukkenbolte, slagskjæm-
per, visekvædere og fine bedragere, derfor blir deres straf at ride om
indtil verdens ende. Forrideren er Guro-rysse-rova, saakaldet av sin lange
hale, hvorpaa man skiller hende fra de øvrige i ridtet. Efter hende føl-
ger adskillige av begge kjøn. Ser man dem foran, da er de store og
deilige, saavel rytteren som hesten, men baktil ser man intet uten Guros
hale. De rider med gloende stænger og vægter, og denne deres riden
foraarsaker en saa græsselig alarm av jernbidslernes ringlen, jernstængers
sammenstøt og rytternes skriken, at man kan høre dem langt borte. De
rider saavel over vand som over land, og ser man neppe hestehoven
røre ved vandskorpen. Hvor de kaster sålen paa taket, der maa et menne-
ske dø paa øieblikket, og hvor de fornemmer, at et mord skal ske i et
drikkelag, der kommer de ind og sætter sig paa hylden over døren for
at betragte mordet. De er helt rolige, saalænge intet er paa færde og
rasler overmaade med deres jernstænger, naar mordet begaaes." Det var
rædsel over folk i disse dager, og de gik nødig ut efter det var mørkt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
