Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Folketro - Trolldom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Folketro 321.
Pontoppidan fortæller, at almuen kaldte hvirvelvind for gandskud og
trodde, at en lappisk heksemester hadde sendt sin gandflue for at gjøre
skade. Omstreifende trollmænd gav sig utfor at være fra Finmarken og
forstaa sig paa at skyte gand i mennesker og dyr eller paa anden maate
volde ulykke. Dette gandskud var en klump av haar som de slikker i
i sig, og drøvtygget för som sætter sig fast i husdyrenes indvolder, saa
de vantrives eller blir syk eller undertiden sætter livet til. Denne trodde
man i Sætesdalen for 100-aar siden, at finnen kunde skyte endog lang-
veis fra, for at skade eieren av husdyret. Dette het finskot. Almindelig
kaldes denne haarball for alvkule" eller ,alvskot”.
Helst er det dog i Nordland, at forestillingen om gand har holdt
sig. Særlig synes prestene her at være utsat for finnenes gandkunster.
Om en prest heter det, at han var likesaa dreven i den kunst som fin-
nene, saa at »finnegand" ikke fik magt over ham. Da han engang steg
iland efter en kirkereise, gik han før de andre oppaa stranden, tok op
med lommetørklet sit en gand, som en fin hadde sendt ut efter ham og
som laa paa stranden færdig til at gjøre ondt. Men presten knuget den
mellem hænderne og kastet den derpaa i sjøen, hvor den sank med et
pipende skrik. Men presten sa: yNu skal man dog se, at bumandsgand
er sterkere end finnegand.” Om presten Jens Dreyer fortælles det, at han
blev dræpt av gand, som var utsendt av en hevngjerrig fin. Han blev
syk og følte de frygteligste smerter i alle ledemot; det var som ild
brændte gjennem legemet, saaledes som gandsygdommen efter folketroen
ytret sig.
Enhver magisk handling maatte ledsages av frylleord, hvis den skulde
ha den fornødne kraft; eller det rette trylleørd i den bestemte situasjon var
alene nok til at gjøre den forønskete virkning. Det gir uttryk for troen paa
det talte ords magt. I sin enkleste form er dette en befaling, en forban-
delse eller et ønske. En av de almindeligste trolldomskunster var det at
»klumse" d.v.s. gjøre maalløs og kraftesløs, eller at fjetre én, saa han ikke
kunde røre sig av flekken. Herom fortæller Peder Claussøn: yNaar ulven
ser hyrden eller hund som vogter fæ, førend de ser ham, da fordriver han
dem med sin kolde, giftige svem (pust) at de blive hæse, at hyrden ikke kan
raabe og hunden ikke gjø, og da siger man paa norsk, at ulven klumset
dem." Men for ikke at bli klumset skulde man, efter Storaker, bare rope
»Klums haai!" saa vilde ulven bli klumset, saa den ikke fik kjæften igjen
og ikke kunde ta noget kreatur. Her er trylleordet en enkel befaling; men
som oftest er det en længere formel og gjerne i bunden form. Meget ofte
har dette episk karakter og hentyder til en tilsvarende situasjon i den hel-
lige historie, som f. eks. følgende for at stemme blod":
21 — Kristofer Visted: Vor gamle bondekultur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
