Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stenalderen - XI. Kunst og Religion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146 Det menneskelige Ansigt.
væsentlig de samme Ornamenter og den samme Technik; det er
utvivlsomt fra disse fjærne Egne, at den ornamentale Kunst har
udbredt sig fra Folk til Folk lige indtil Danmark.
Den rene Linie-Ornamentik er overalt den yngre Stenalders
Kunststil; - ved Siden af den forekommer der næsten ingen
Forsøg paa kunstnerisk Virksomhed af anden Art. Blandt de
talrige Stenalders Fund fra det sydlige Skandinavien er der saa-
ledes kun to Stykker — en Benpil fra Langeland og en Hjortetaks-
øxe fra Skaane —, som bære Billeder af firføddede Dyr, men saa
raat formede, at de ikke kunne nærmere bestemmes. Fuldstændige
Menneskefigurer ere ikke fremstillede i denne Tid; derimod har
man hist og her forsøgt at gjengive det menneskelige Ansigt, og
indenfor et begrænset Omraade i Norden er der fremdraget ikke
saa faa Fremstillinger af denne Art. Betegnende er det dog, at
disse ældste Billeder ikke ere dannede ved en fri kunstnerisk
Virksomhed, og at de øjensynlig hverken skulle forestille Guder
eller Mennesker; de ere kun at opfatte som Ornamenter, frem-
komne ved en ornamental Omdannelse af visse forud givne Ele-
menter — denne halvt ubevidste og legende Kunstidræt, der vil
blive omtalt nærmere under de senere Perioder. At Stenalderens
Menneskeansigt er blevet til paa denne Maade, vil let kunne sees.
Det forekommer kun paa Lerskaale af en vis Hovedform og er stedse
anbragt paa ganske den samme Plads, tæt under Overkanten, hvor
der paa andre Kar af samme Form findes et fremspringende Øre
(Afbildning S. 139 og 141). En Sammenligning af alle disse Stykker
gjør det utvivlsomt, at Ansigtet har udviklet sig af Øret. De to
buede Fremspring, hvormed dette ofte afsluttes opadtil for bedre at
kunne fæstnes, maatte let minde om Øienbryn; man har fundet
det morsomt at føje Øinene til, og Hanken maatte da snart bortfalde
eller omskabes, saa at den fik nogen Lighed med en Næse. Dette
har sikkert fra først af været en Spøg af en enkelt Pottemager;
men Tiden var fattig paa kunstneriske Ideer, saa at Efterligninger
let maatte fremkomme. Der kjendes henved en Snes saadanne
Kar fra Fyen og Sjælland med omliggende Øer og fra Skaane,
men intet fra andre Omraader. Mund have disse Ansigter aldrig,
og det er vel ikke ganske tilfældigt, at man ikke er naaet saa vidt
i den ornamentale Udvikling. Paa mange andre Steder af Jorden
ere de ældste Menneskeansigter ligesaa defekte, idet kun Øine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
