Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bronzealderen - X. Ligbrændingen. Skikkens Oprindelse, Forekomst og Betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ved Ligbrændingen frigjordes Sjælen. 331
Tør vi.nu tro, at dette ogsaa i Europa har været Tanken ved
Indførelsen af den nye Skik? Utvivlsomt var dette Tilfældet i den
homeriske Tid. >»Naar Livet forlader Legemet«, hedder det i
Odysseen, »holde Senerne ikke længere Kjødet og Benene sammen;
Ilden tilintetgjør dem, men Sjælen flyver bort.« Det siges paa
mange Steder, at Baalet frigjør Sjælen, der hidtil forpint og jam-
rende ikke ganske har kunnet forlade det døde Legeme; derefter
begiver den sig i Fred til Hades, hvorfra den ikke vender tilbage.
Og vende vi os til Norden, da lader denne Opfattelse af Lig-
brændingen sig ialfald fortræffelig passe ind i den fremadskridende
Udvikling af Gravskikke og Forestillinger om Livet efter dette,
som kan spores Oldtiden igjennem.
De herhenhørende Forhold ere foran delvis blevne fremstillede.
I den ældre Stenalder (S. 24), fra hvilken Periode Gravene endnu
ikke kjendes, maa det antages, at Liget er blevet nedlagt uden
særlig Omhu, ialfald uden større Apparat, og hertil maa der have
svaret meget usikre Forestillinger om Livet hinsides. Et Gjennem-
brud af nye Ideer om Sjælelivets Fortsættelse skete i den yngre
Stenalder (S. 70, 88)... Den Døde antoges at føre sin Tilværelse i
det faste Gravhus, hvori han nedsattes vel udstyret paa alle Maader.
Naar kun Legemet bevaredes, mentes Sjælens Existens at være
sikret. Men Erfaringen viste, at Legemet ikke for bestandig kunde
skjærmes mod Opløsning. Gravhuset blev nu ikke længere ind-
rettet. I Slutningen af Stenalderen (S. 107) og den ældste Bronze-
alder (5. 308) blev den Døde kun henlagt, som til Hvile, i en fuld-
stændig lukket Grav; den ældre Tro om Sjælelivets Fortsættelse
synes at være opgiven, uden at man havde noget at sætte i Stedet.
Som et Udtryk for nye Forestillinger trængte da Ligbrændingen
frem. »Sjælen døer ikke«, lød det paany, men med en dybere
Betydning og med større Kraft end i hin Tid, da Livet tænktes
fortsat i Gravhuset; »ved Baalfærden befries den fra det forgænge-
lige Legeme; frigjort ved Ilden begiver den sig i Fred til de Dødes
Bolig«. I Løbet af Bronzealderen bredte denne Tro sig bestandig
mere og blev i Periodens sidste Halvdel ganske fremherskende.
Det skal længere fremme blive paavist, til Bestyrkelse af det her
fremsatte, hvorledes de nye Forestillinger efterhaanden bleve afgjørende
for Gravudstyrets Sammensætning i Bronzealderen, ligesom ogsaa for
Gravenes Anlæg og Indretning (jfr. S. 322). Endelig vil det under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
