Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Damers Paaklædning. Af Eva
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en heliotiopfarvet og en hvid Kjole med lilla Besætning dannede den
vigtigste Del af éns Sommerudstyr, hvor langt billigere blev det da
ikke foi mangen en ung Dame at skaffe alle de Bagateller, der maa
til, foi at Toilettet kan blive fuldkomment! »Ja, men hvor kede-
ligt •« udbi ydes der. Men hvorfor egentlig? Naar man med sig selv
aéd, at man hai en Dragt paa, der til de mindste Enkeltheder er
gennemført, og som tilmed klæder én udmærket, bliver den da ikke
kedelig, selv om man bærer den mange Gange. Det er her, vi kunne
lære en Del af Pariserinden; netop fordi bun hylder dette Princip,
gøi bun altid Indtryk af at være velklædt, skønt hun kun bruger en
forholdsvis mindre Sum til sin Paaklædning. Hun véd, at Hemme-
ligheden ved at være smukt klædt er, at Toilettet skal passe ikke
alene til hendes Personlighed, men ogsaa at alle Dragtens enkelte
Stykker skal udgøre et harmonisk Hele. Derfor spiller ogsaa Farve-
sammenstillingen saa stor en Bolle. En drap Kjole besat med hvidt
kan passe godt til en hvid Hat, der maaske er anskaffet oprindeligt
til et hvidt Toilette, men lige saa godt til en brun Hat, der ogsaa kan
gøre Tjeneste i Forbindelse med en endnu mørkere Kjole. Alligevel
tilraades det at blande saa faa Farver sammen som muligt, naar ikke
viikelig Sans for dekorativ Effekt er til Stede. Intet er værre end de
grelle Disharmonier, som ofte ses paa Gader og Stræder, og da der
høier megen Smag til for at skabe Harmoni mellem mange stærke
Faiver, er det det sikreste beskedent at holde sig til meget faa Toner
og som Pariserinden — fortrinsvis at dyrke »la toilette unie«.
Den næste Betingelse for at være smukt klædt er, at éns Klæde-
dragt passer til Aarstid og til Opholdssted. At spadsere paa den
jydske Hede i et elegant Parisertoilet er lige saa smagløst som at
gaa til Middagsselskab i en mørkeblaa Cheviots Gadekjole. Forholds-
vis bruges her mange Penge til Klæder, — dog i de fleste Tilfælde
med temmelig ringe Udbytte; dette ligger for en stor Del i, at vore
Damer gerne forelske sig i en bestemt Kjole og saa bære denne ved
alle mulige og umulige Lejligheder, indtil den er i Pjalter. Naar det
nu er en smuk, svær Gadekjole, syet af en af vore første Skræddere,
har den kostet en Del Penge, og det er da Synd og Skam at sidde
med den i Teatret, hvor Livet bliver alt for varmt og derfor i Løbet
af kort Tid ganske vil tabe sin Facon, eller at gaa med den i Hjem-
met, hvor den idelige skiften Plads paa Stole og Sofaer krøller Neder-
delen, saa Kjolen faar et jasket Udseende. Dette er en Ekstravagance,
som i Længden koster langt mere, end om man samtidig med den
dyre og svære Kjole anskaffede sig en anden af let, billigt Stof, der
udelukkende var til Brug inden Døre: en Hjemmekjole.
Af Magelighed og af Mangel paa Skønhedssans er Hjemmekjolen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
