Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ægteskabet - Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stadfæstelse; men gennem hele det 16de Aarhundrede vedblev den
Regel dog at være gældende, at den simple — i Vidners Overværelse
afgivne — Erklæring om, at de paagældende vilde være Ægtefolk,
var ægteskabsstiftende.
Frederik II’s Ordinans om Ægteskabssager af 1582 paabød, at
de, der vilde indgaa Ægteskab, først skulde troloves i Præstens og
5 Vidners Overværelse, derefter lade lyse 3 Gange for sig og endelig
vies i Kirken. Men kirkelig Vielse blev dog næppe herved en Be-
tingelse for Ægteskab, idet man vistnok fastholdt, at dettes borgerlige
Virkning indtraadte uden Vielse, naar de trolovede havde haft legemlig
Omgang med hinanden. Idet Ordinansen dog ikke blot — saaledes
som den ældre Ret — hjemlede Anvendelse af Kirketugt mod tro-
lovede, som forinden Vielsen søge Seng sammen, men tillige bestemte,
at de skulde straffes af Øvrigheden, uddannedes efterhaanden den
Retsopfattelse, at et borgerlig gyldigt Ægteskab overhovedet først stif-
tedes ved Vielsen, og denne Opfattelse ligger til Grund for Reglerne
i Christian V’s Lov af 1683 og Kirkeritualet af 1685. Denne Regel
vedblev — blot med den Modifikation, at den forudgaaende Trolovelse
afskaffedes i 1799 — i Hovedsagen at gælde indtil 1851. Kirkelig
Vielse, foretagen af en til Folkekirken eller et her i Landet anerkendt
Trossamfund hørende Præst, var den eneste Form for et Ægteskabs
Syldige Stiftelse. Først med Lov af 13. April 1851 aabnedes der Ad-
gang til at indgaa borgerligt Ægteskab, men kun som en Nødhjælp
for de Tilfælde, hvor Personer ellers af religiøse Grunde vilde hindres
i at indgaa Ægteskab, navnlig naar hverken Brudgom eller Brud
høre til Folkekirken eller til et Trossamfund, som her i Landet har
af Staten anerkendte og til at forrette Vielse berettigede Præster, eller
naar Parterne høre til forskellige om end her i Landet anerkendte
Trossamfund. Uden for disse Tilfælde hjemler Loven ikke Indgaaelse
af borgerligt Ægteskab, og vor Ret er saaledes ikke naaet til at an-
erkende hverken det obligatoriske eller det fakultative borgerlige Ægte-
skab, det vil sige: hverken til at paabyde borgerligt Ægteskab eller
dog til at give det frit.
Reglerne om Ægteskabs Opløsning ved Skilsmisse ere ogsaa højst
forskellige efter Sted- og Tidsforhold. Den katolske Kirkeret har fra
det 12te Aarhundrede efter lang Kamp faaet den Regel fastslaaet, at
et gyldigt stiftet Ægteskab ikke kan opløses. Bortset fra nogle ganske
særlige Tilfælde kan der kun opnaas Separation i Henseende til Bord
og Seng, der ikke giver Ret til nyt Ægteskabs Indgaaelse. Dette er
endnu Regelen i adskillige katolske Lande, medens andre, f. Eks.
Frankrig, ogsaa paa dette Punkt have frigjort sig fra den kirkelige
Rets Forskrifter.’— Den protestantiske Kirkeret anerkender i Mod-
sætning hertil i Princippet, at Forholdet henhører under den borger-
VORT HJEM. III. Bd. 3. Afsnit. 3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
