Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arv - II. Slægtskabsarv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ning, hvem der dør først. Dør Konen først, falder i samme Øjeblik
Arven efter hende dels som Ægteskabsarv til Manden med en Broder-
iod — en Fjerdedel —, dels som Slægtskabsarv til Barnet — tre Fjerde-
del —. Ved Barnets straks derpaa indtrufne Død staar Manden som
Arving efter sit Barn, og han indvinder altsaa paa denne Maade den
hele Arv efter Konen. Udslukkes derimod Barnets Liv blot et Øjeblik
før Moderens, saa bliver der ikke Spørgsmaal om Barnet som Arving,
og Moderens Efterladenskaber gaa med en Trediedel til Manden,
medens han maa af med de to Trediedele til Konens Slægt.. Hvis min
Kone og min Svigermoder forulykke ved samme Skibbrud, og min
Kone blot et Øjeblik overlever sin Moder, vil der fra Svigermoderen
gennem min Kone gaa Arv ned til mig, men ikke hvis Svigermoderen
holdt >længst ud. Paa samme Maade kan det bero paa Øjeblikke,
om jeg gennem min Fader skal arve Formue efter min Stedmoder
eller ikke.
Nu er det naturligvis ikke nok, at Arvingen ved, hvem der døde
først; at Manden, der stod ved sin Hustrus og Barns Dødsleje, har
set Dødsfaldenes Rækkefølge: eller at han var med ved Skibbrudet
og saa, at Svigermoderen var den første til at rives bort af Bølgerne.
Hvis de andre Arvinger nemlig ikke ville nøje sig med hans Udsagn,
maa han bevise det. Thi Regelen er den, at hvis to omkomme paa
samme Tid, uden at det kan bevises, hvem der døde først, saa antages
ikke den ene at have overlevet den anden, og der gaar derfor ikke
Arv fra den ene til den anden.
Man vil have bemærket, at vore Eksempler paa Dødsøjeblikkets
Vigtighed alle angik Ægteskabsarv. Hvis der udelukkende er Tale
om Slægtskabsarv, er Sagen ikke af saa stor Betydning. Om den, der
skulde være Arving, hvis han havde levet, er død før eller efter Arve-
laderen, er ligegyldigt, thi Arven gaar dog paa samme Maade gennem
ham til hans Arvinger. Og om den, der skal være Arving, er født
før eller efter Arveladerens Død, er ogsaa ligegyldigt, thi hvis Fødselen
er indtruffen kort efter Arveladerens Død, og den fødte altsaa var
undfanget forinden Døden, regnes hans Eksistens fra Undfangelsen,
ikke fra Fødselen.
Men de ovenanførte Eksempler vise, hvor vigtigt det kan være at
konstatere Dødsøjeblikket ved Ægteskabsarv, og hvor ofte Arvens
Skæbne vil afhænge af de reneste Tilfældigheder — hvem der dør
først I Stedet for saaledes at lade Tilfældet raade for Arvegangen,
turde det være at anbefale at skabe sikre Forhold ved Testament,
hvor det overhovedet lader sig gøre. Derved vilde man ogsaa over-
flødiggøre under Katastrofer, som den ommeldte, den lidet tiltalende
Undersøgelse om Dødsklokkeslettet, som nu er nødvendig for Ar-
vingerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
