Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bela
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40
«Nej, det kunde aldrig falde mig ind!» svarede han.
«Men hvis han nu kommer og vil have hende?»
«Ih, hvor Pokker skulde han vel faa at vide fra,
at hun er her?»
Ja, der stod jeg igjen og saa dum ud.
«Hør nu, Maksim Maksimitsch ! » sagde han og
rejste sig. «De har jo et godt Hjærte, og De véd da
vel nok, at hvis vi afleverer Datteren til denne halv
vilde Djævel, saa tåger han enten Livet af hende eller
sælger hende som Slavinde. Hvad der er sket, kan nu
engang ikke ændres, og det gjælder blot om ikke at
gjøre ondt værre. Lad De hende blive hos mig, saa
kan De jo beholde min Kaarde. »
«Men lad mig da i alt Fald se hende!» sagde jeg.
«Hun er der inde, men vi maa vist helst lade
hende være i Ro, for hun er ikke oplagt til at tale
med nogen. Hun sidder i en Krog indhyllet i sit
Slør og er ikke til at slåa et Ord ud af. Kort sagt,
hun er sky som en Hind. Jeg har foreløbig taget en
gammel Kælling, som kan snakke lidt Tatarisk, i min
Tjeneste, og hun skal være om hende og efterhaanden
vænne hende til den Tanke, at hun er min — for det
er sikkert, at hun . aldrig skal komme til at tilhøre
andre end mig!» tilføjede han og slog med den knyt
tede Næve i Bordet. — Naa, jeg gik ogsaa ind paa
dette, for De véd jo nok, at der gives Mennesker, som
man altid lader faa deres Vilje.
— Men, spurgte jeg Maksim Maksimitsch, lyk
kedes det ham virkelig at vænne hende til det ufri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
