Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Fyrstinde Mary
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
265
Doktoren og de to andre udstødte et Rædsels
skrig.
«Finita la comedia!» sagde jeg til Verner, men
han vendte sig bort og svarede ikke. Jeg trak paa
Skulderen og bukkede for Gruschnitskijs Sekundanter.
Da jeg var kommen et lille Stykke ned af Klippen,
opdagede jeg Gruschnitskijs blodige Lig paa Bunden
af Afgrunden, og jeg lukkede da uvilkaarlig Øjnene
for at undgaa dette übehagelige Syn.
Jeg red hjem i Skridt. Mit Hjærte var tungt,
Solen forekom mig dunkel, og dens Straaler varmede
mig ikke. Da jeg kom Byen saa nær, at jeg kunde
skjelne de røde Tåge og Røgen, der hvirvlede op fra
Skorstenene, drejede jeg til højre og red ned i en Kløft.
Jeg trængte i den Grad til at være alene, at Synet af
et Menneske vilde have været mig uudholdeligt. Jeg
slåp Tøjlerne og red videre med sænket Hoved —
saare længe og i dybe Tanker. Omsider standsede
min Hest af sig selv, og jeg gjorde saa omkring og
slog ind paa en Vej, som førte til Kislovodsk. Solen
stod allerede lavt paa Himlen, da jeg naaede den lille
By; jeg selv var dødtræt, og min Hest saa udaset, at
den næppe kunde hænge sammen.
Da jeg kom hjem, gav Tjeneren mig to Breve.
Det ene var fra Verner og det andet fra Vera.
Jeg læste først Doktorens Billet. Den lød saa
ledes:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
