Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Fatalisten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
285
Da Løjtnant Vulitsch traadte hen til Bordet, blev
der almindelig Tavshed, og alles Øjne fæstede sig med
Nysgjerrighed og Interesse paa ham.
«Mine Herrer, hvortil denne unyttige Strid?» sagde
han med en fuldstændig behersket Stemme, der dog
lød lidt svagere end ellers. «De vil jo have Beviser,
og jeg foreslaar derfor, at vi selv personlig prøver,
hvor vidt et Menneske selv egenmægtigt kan disponere
over sit Liv, eller om Dødsøyeblikket allerede forud er
bestemt for enhver af os. Naa, hvem af dem, mine
Herrer, har saa Lyst til at prøve dette Experiment?»
«Jeg ikke! — Jeg ikke!» lød det Bordet rundt.
«Jeg tror, han er gal! — Det var da ogsaa Pokker til
Indfald!»
«Ja, prøv det selv, saa tåger jeg en Pare imod
Dem!» sagde jeg nærmest for Løjer.
«Naa, og hvad holder De paa?»
«At der ingen Forudbestemmelse existerer!» sva
rede jeg og rystede en Snes Dukater — alt, hvad jeg
for Øjeblikket havde hos mig —- ud paa Bordet.
«Og jeg holder paa det modsatte!» sagde Vulitsch
med en underlig klangløs Stemme. «Hr. Major, vil
De have den G.odhed at være Dommer? — Se, her er
femten Dukater, og de resterende beder jeg Dem om
at lægge til.»
«Ja, gjærne!» svarede Majoren. «Men jeg for
staar blot ikke, hvad det hele gaar ud paa, og hvor
ledes de Herrer egentlig vil faa Stridspunktet afgjort. »
Uden at sige et Ord skyndte Vulitsch sig ind i
Majorens Sovekammer, og vi andre rejste os og fulgte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
