Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Novalis, skildret af sine venner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
storladne, jeg har aldrig set ham udmattet. Selv
naar vi fortsatte vor samtale til langt paa nat,
afbrød han den kun med jfri vilje for at søge hvile
og læste da endnu en stund, før han sov ind.
Kjedsomhed kjendte han ikke, selv i trykkende
selskaber mellem middelmaadige hoder; thi han
op-daged saa sikkert en eller anden, der kunde
meddele ham en endnu fremmed kundskab, som han
kunde bruge, hvor ubetydelig den end kunde være.
Hans venlighed, hans aabne meddelsomhed gjorde,
at han overalt var elsket, hans virtuositet i omgang
var saa stor, at daarligere hoder aldrig merked, hvor
meget han oversaa dem. Mens han helst aabned sit
gemyts dybder i taler, som med begeistring skildred
usynlige verdner, saa var han dog glad som et
barn, spøgte med den mest naturlige munterhed og
stilled sig selv biot for selskabets spøg. Uden
forfængelighed eller lærd hovmod, fremmed for alt hykleri
og al affektation var han et egte, sandt menneske,
den reneste og elskeligste legemliggjørelse af en høi,
udødelig aand."
Hermed kan sammenstilles, hvad Henrik
Steffens skriver om Novalis:
„I Jena lærte jeg ogsaa at kjende Novalis. Jeg
havde hørt meget tale om ham. Der gaves intet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
