Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Heinrich von Ofterdingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129
udvikles vor sjæl, modnes den for evigheden,
nærmer den sig til ham, som selv er kjærlighed.
Det, som hisset skal fuldendes, maa her begyndes
og fortsættes, indtil døden kommer og planter os
over i en anden og bedre del af Guds rige. Men
under dette kjærlighedsarbeide er evighedshaabet den
ledestjerne, som viser os den rette vei og den rette
arbeidsmark, evighedstroen rensker arbeidet for det
smuds, som tilsøler det, løfter og staalsætter, naar
ryggen slappes og træthed lægger sig over sjælen.
Jeg vil ikke miste den blaa blomst for alt i
verden: dens farve og duft overgaar al jordisk farve«
pragt og vellugt, den maa stadig tilkjæmpes, den
hører ikke jorden til, men kan ’derfor heller ikke
dø med alt det, som hører jorden til, med alt det
mangfoldige, som menneskene begeistres for hernede:
kunsttheorier og filosofiske systemer veksler med
det stadig vekslende jordliv; men evighedstroen og
evighedshaabet er hævet over forkrænkelighedens
verden — ja de er som himlens stjerner, der netop
i de mørke høstnætter, naar løvet hvirvles til jord
og alt hernede bærer dødens præg, netop da tindrer
klarere end nogensinde. (Sml. Hauchs digt
Bekjen-delse, slutning).
Men — er der indvendt: den romantiske digt-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
